CIRKLEN SLUTTES
Blot et enkelt år skulle der gå fra udgivelsen af Ödhin, før svenske Bhleg igen er albumaktuelle med deres seneste værk, Fäghring. Albummet er fjerde og sidste del af bandets “Ár”-tetralogi, der beskæftiger sig med årstiderne som symbol på tilværelsens uendelige cirkel af liv og død. Det er bandets tredje fuldlængdeudspil på knap fire år, og produktiviteten er der således ikke en finger at sætte på. Ambitionsniveauet til trods har de kutteklædte svenskere tidligere fået høvl af vores anmeldere for at være for kedelige og forudsigelige. Det har dog ikke givet anledning til mindre armbevægelser i Bhlegs promovering af Fäghring, så jeg har været meget spændt på at finde ud af, om de har formået at gøre deres druide-a cappella mere interessant, eller om de stadig bare er store i slaget.
WE ARE A WAY FOR A COSMOS TO KNOW ITSELF
Med ovenstående Carl Sagan-citat indleder Bhleg promomaterialet til Fäghring, og allerede her er øjnene ved at rulle om i baghovedet på undertegnede. Bhleg spiller folk/black-metal med en særlig forkærlighed for skandinavisk paganisme, og det har altid været en integreret del af bandets fortælling, at netop disse to gudsbenådede musikere, ”S” og ”L”, er blevet udpeget af Moder Natur til at lede alle os vildfarne tilbage på den rette sti. Kære Moder, hvis Fäghring er din ledestjerne, tillader jeg mig at køre offroad lidt endnu.
De første to ord, der popper i hovedet efter endt gennemlytning af albummet, er forivrelse og klodsethed. ”Less is more” er simpelthen ikke et princip, der findes i Bhlegs kreative arsenal. Det er så også noget nær det eneste, vores svenske venner ikke bruger. Fuglekvidder, panfløjter og skindtrommer bliver kastet ned i blenderen sammen med S’ guitarriffs og L’s shamanistiske prædiken uden fornemmelse for dosering, og allerede efter intronummeret, ”Vårdträdet”, er man sanseligt mættet. Men ak, vi er først lige begyndt. Nummeret afsluttes med et kort blæs i en birketrompet, og så gælder det ellers om at få spændt sikkerhedsselen. ”Grönskande Gryning” kaster hektiske blastbeats ind i mikset, mens L lyder som en forpint ypperstepræst, der forsøger at hidkalde hele Valhalla fra sin bjergtop. Her kunne anmeldelsen sådan set slutte, for det stort set denne opskrift, som er brugt på resten af pladen, hvilket desværre gør den til et særdeles repetitivt bekendtskab. Albummet er produceret i duoens eget hjemmestudie, og ret skal være ret – det er de sluppet forholdsvis godt fra. Men på et væsentligt punkt er det gået helt galt, nemlig de ekstremt klodsede overgange mellem de forskellige numre. Det ødelægger for eksempel fuldstændigt atmosfæren på et ellers udmærket folk-nummer som ”Solvigd”, når seancen abrupt afsluttes med endnu et blæs i den forbandede birketrompet, der indvarsler en ny omgang hektisk blender-black på opfølgeren ”Frö”. Bhleg er mere ivrig for at bevise sig end en 15-årig provinsdreng, der endelig har fået hevet hende fra y-klassen med hjem fra halbal, og det gør sjældent noget godt for præstationen. Har jeg hørt.
Jamen Gud Fader i skuret, er der så slet ingen solstrejf i den svenske skærgård? Tjoh. På albummets midterstykke er der enkelte opløftende momenter på ”… Alyr i Blom” og ”Befruktad Jord”, hvor Bhleg i par øjeblikkes klarhed får skabt noget interessant. Albummets højdepunkt (hvis man da kan tale om et sådant), ”Solvigd”, indeholder en glimrende gæstevokalpræstation fra Êlea (Noêta), og nummeret sætter en fed streg under det faktum, at Bhleg er bedst, når de ikke smider udkogte black metal-grøntsager i gryden med hæderlig folk-suppe.
SKABERTRANG UDEN KVALITETSKONTROL
Ofte hører man anmelderkritikken ”de er dygtige musikere, men de mangler retning”. Med Bhleg har jeg det lige omvendt. Deres koncept er krystalklart, men de mangler enten tålmodigheden eller evnerne til at eksekvere på de grandiose ambitioner. Jeg håber, at de tager sig et par år i øveren, videreudvikler deres produktion og ikke mindst lærer en smule mådehold. Hvis de så om et par år vender tilbage med nyt, hvor de har anerkendt deres begrænsninger og besluttet at spille på deres styrker, så er det ikke utænkeligt, at de to svenske kompisar kan udgive noget interessant. Men dumper der i sommeren 2023 et nyt Bhleg-album ind ad brevsprækken, vil jeg næsten garantere, at den står på mere rodet wicca-black.
