Beyond the Labyrinth kommer fra Belgien og spiller progressiv metal af en slags, der er udsprunget af melodisk powermetal, men ikke har så meget powermetal-energi i sig længere. Vi er med andre ord i samme tradition som Dream Theater i "Images & Words"-æraen, bare uden de jazzede, ekvilibristiske passager. (Der er dog selvfølgelig en guitarsolo i ny og næ, men ikke den strukturelle kompleksitet, der kendetegner førnævnte band.) Ironisk nok, bandets navn taget i betragtning, minder stemningen på det nye album "Castles in the Sand" mig lidt om italienske Labyrinth. Man kunne også sammenligne med et andet italiensk band som Pathosray, der dog har betydeligt mere smæk på, både strukturelt og i produktionen. Noget af det melodiske stof i et nummer som "Solitary Dancer" får mig desuden til at tænke på Firewind.
Melodisk minder numrene på "Castles in the Sand" meget om hinanden, især harmonisk. Der går for lang tid imellem, at der sker noget nyt, og albummet bliver derfor hurtigt ret kedeligt at høre på. Trommerne er utighte store dele af tiden, især når der skal laves fills og mere energiske rundgange, hvilket er ekstremt ødelæggende for denne genre. Læg dertil en forsanger, der synger anstrengt, lidt som en mand med forstoppelse, der forsøger at efterligne Russell Allen, og har en lettere elendig udtale, der næsten tangerer forsangeren fra italienske Secret Sphere, omend teksterne hos Beyond the Labyrinth giver mening.
Guitaristen Geert Fieuw har brugt 11 års arbejde på dette konceptalbum og kæmper sideløbende med psykisk sygdom, der gør ham overemotionel, hyperaktiv og socialt handikappet. Beyond the Labyrinth har selv produceret og udgivet "Castles in the Sand" efter i længere tid forgæves at have ledt efter en pladekontrakt. Bandets anstrengelser og gå-på-mod gør det kun desto mere ynkeligt, hvor ringe "Castles in the Sand" er. Det er svært at udpege enkelte numre, der er symptomatiske på albummets dårlighed som helhed (på nær måske "Caught in the Game") - der er snarere tale om, at der i hvert enkelt nummer er nogle små irritationsmomenter, der gør, at albummet bliver mere og mere nederen at lytte til, jo længere man kommer ind i det, og hensætter lytteren i en tilstand, hvor man nærmest bliver høj af at lytte til de halvgode cd'er i ens samling. Og så længe maniodepressive musikere som Devin Townsend (eller OCD-ramte som Mike Portnoy) kan finde ud af at lave fremragende musik, gives der ingen medlidenhedspoint for at have det hårdt uden for pladestudiet.
