En ny bølge

Efter flere års stilstand begynder den udskældte metalcore så småt at blomstre herhjemme. Senest har Daze of June imponeret, Wolves Among Us har forsøgt, og nu melder københavnske Between Oceans sig også på banen. Sekstetten har eksisteret siden 2015, og i maj smed de deres første ep på gaden. Skiven har fået titlen Oxymoron – en sammenstilling af modsætninger – og netop dette må siges at være bandets tema.

Den lette løsning

Allerede i første nummer ”Lost or Found” møder vi den store kontrast: bandets to vokalister. Versene prydes af en aggressiv scream-vokal, og i omkvædene tager en poleret sangstemme over. De to vokalister komplementerer hinanden ganske godt, og det er tydeligt, at bandet sigter efter den moderigtige core. Det er næsten som at lytte til The Amity Affliction: ”Lost or Found” giver fuld gas på guitarerne, en fængende melodi og et respektabelt breakdown. Dén skæring skal nok skaffe bandet nogle fans.

Trods den gode start viser det sig hurtigt, at Between Oceans ikke har så meget mere at byde på. De fire resterende numre fortsætter i samme rille – men uden den pondus og kækhed, som åbningsnummeret har. Der mangler simpelthen opfindsomhed. Stedvis forsøger bandet at skabe lidt sjov: ”Reverie” arbejder med nogle elektroniske elementer, ”The Light Below” eksperimenterer en smule på vokalfronten, og ”Atlas” er en smørblød ballade. Det er alt sammen fine idéer, men slet ikke nok til at løfte skiven op på et interessant niveau.

Desværre bliver ep’en en gang jævn metalcore, som vi har hørt den utallige gange før. Produktion og præstation fejler intet, men opfindsomheden og modet til at prøve noget nyt er nærmest ikkeeksisterende: Melodiske guitarriffs blandes med hardcore-inspirerede vers og poppede omkvæd. Kryds A Day to Remember med Beartooth, og du har Between Oceans.

Oxymoron er bestemt en godkendt debut, men drengene mangler at tilføje noget personlighed. Trods gode intentioner bliver det hele ret sterilt, og derfor lander vi på en lunken karakter.