Bersærk - Jernbyrd

Jernbyrd

· Udkom

Type:Album
Genrer:Stoner Rock, Doom metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 9/10 baseret på 6 stemmer.

Jernbyrden løftes fortrinligt

Der er opstået en spændende dille med at synge på dansk efterhånden. Bevares, det er ikke noget nyt, hvis man ser generelt på det danske musikmarked, men i metalverdenen er det en ganske sjælden bedrift. Man lukker jo lidt af for omverdenens muligheder for at synge med, så det skal virkelig være fortrinligt for at hitte. Og det må man i den grad sige, at Jernbyrd gør. Bersærk har fået stor ros tidligere, og det fortjener de så sandelig også denne gang.

Der er kamp endnu

De første toner, som slås an, kommer fra Torben Egebjergs raslende bas, og der er virkelig tale om en spændende introsang i ”Kronen på værket”, som er skivens første nummer. Det lyder måske som en lidt mærkelig titel på det første nummer, men den står selvfølgelig øverst på playlisten, som er det sted, en krone bør være. Hvis man skal beskrive den stemning, som man møder undervejs i ”Kronen på værket” og nummeret ”Skyggeland”, så kunne man fristes til at tro, man var vidne til en protestmarch i vikingetiden. Et nummer, som overraskede denne anmelder, var ”Fimbuls børn”. Den tætteste beskrivelse af dette kan være, at det er sådan, lydbilledet vil tegne sig, hvis Johan Hegg fra Amon Amarth havde været den primære sangskriver i Black Sabbath (og samtidig havde været dansktalende, naturligvis).

Når man taler om Bersærk, er man også nødt til at nævne forsanger Casper Popp. I modsætning til hvad hans efternavn antyder, så er hans stemme og musikalske attitude fuldstændig gennemsyret af rockmusik, og hans fraseringer på især ”Intet glemt, før alt er brændt” er virkelig det, som giver Bersærk den ekstra dimension, så de adskiller sig fra den myriade af bands, som konkurrerer om vores opmærksomhed. For lige så vel som hans harske vokal kan få en til at headbange, lige så vel kan hans sagte tale som på ”Niddingesang” få en til at lytte med, som var det en illustrativ lydbog.

Men lige så meget som Casper Popp fylder i lydbilledet, lige så meget kan han føles at mangle i de nogle gange lidt for lange instrumentale passager, der er spredt omkring på skiven. Det er helt tydeligt i de passager, at det, som virkelig fanger lytteren ved Bersærk, er teksterne og fremførelsen af dem, samt at den energi, som jeg har hørt Bersærk beskrevet med så ofte, nok kommer til udtryk, når de spiller numrene live. Dette vil jeg dog glæde mig til, så selvom jeg ikke umiddelbart fornemmer den her, så giver hele albummet én lyst til at tage ud at se Bersærk live – og det er ganske sjældent, jeg får den følelse af en skive. Så tak for det, Bersærk.

Til sidst: kronen på værket

Bersærk formår at holde fanen højt fra deres sidste album og leverer en solid omgang ”hedningehegn”, som de selv kalder det. Bevares, det er ikke samtlige numre, som er lige spændende, og man skal lige spidse ørene en gang imellem for ikke at blande nogle af de til tider monotone riffs sammen, men derudover er der faktisk ikke mange køer på den hedenske is. Jeg håber i fremtiden også at høre endnu mere til Casper Popps interessante vokal – uden det selvfølgelig betyder, at Bersærk bliver til et enmandsprojekt. Hvis man endnu ikke har stiftet bekendtskab med dem og er nysgerrig på, hvordan godt dansksproget metal skal udføres, så må Jernbyrd stå som et prima eksempel på dette.

Tracklist

  1. Kronen på værket
  2. Kampånd
  3. Skyggeland
  4. Tordensol
  5. Intet glemt, før alt er brændt
  6. Fimbuls børn
  7. Nidingesang
  8. År nul
  9. Jernbyrd
  10. Solens folk