Bejelit, et power metal band fra Italien, udgiver nu deres fjerde studiealbum, Emerge. Umiddelbart virker Bejelit meget stilforvirret – allerede i intronummeret, The Darkest Hour, bruger de elementer fra både power, symphonic og heavy, og sammen med forsanger Fabios ikke altid lige charmerende italienske accent, lyder det ikke vildt lovende for resten af albummet.

Der bliver brugt at utal af effekter i løbet af Emerge, men det er langtfra alt, der virker efter hensigten. Forsangerens growl er fint, dog er den rene vokal lidt tvivlsom til tider. Det er lidt som om han har tænkt ’Hey, jeg har en power metal-vokal – den udnytter jeg, og jeg gør det dobbelt så højt, vibrerende og skingert som alle de andre, for det lyder sindssygt fedt. Og jeg bliver ved.’

Der er ikke noget at komme efter med hensyn til musikken, ud over at det generelt er alt for rodet. Guitaren er lækker, men den burde slappe lidt af til tider. Der behøver ikke være en to minutter lang solo i hver sang, der giver associationer til det sted i Guitar Hero, hvor man altid dør. Alle sangene er meget lange, men det virker stadig som om, at der er en masse af det, der kan udelades. Det er ikke fordi man sidder i vild spænding og ærgres, når en sang er slut. Tværtimod er det virkelig svært at leve sig ind i musikken, fordi der er alt for mange indtryk og effekter på alt for kort tid, og det er virkelig svært at kapere.

’To Forget and to Forgive’, ’Triskelion’ og ’Boogeyman’ er dog ret gode numre – i hvert fald ligger de et pænt stykkeover standarden for Emerge. De er ikke helt så rodede, og det er de sange, jeg blev mindst forvirret af. Mit generelle indtryk af Bejelit er, at det er et band med en masse ideer og en masse potentiale, men desværre er albummet alt for forvirrende og for blandet genremæssigt. Forsanger Fabio har også en virkelig fed stemme, han skal bare lære at bruge den så man har lyst til at høre mere, ikke til at han skal holde kæft.