Barren Earth er et band i rivende udvikling. On Lonely Towers er uden tvivl deres hidtil mest varierede og melodiske udgivelse.
Advarsel: Ændringer over hele linjen
Efter de to fremragende plader Curse of the Red River og The Devil’s Resolve er supergruppen Barren Earth klar med deres tredje album On Lonely Towers. Fans skal hermed advares om diverse ændrinder - ikke bare i line-uppet, men også i musikken - og det er ikke nødvendigvis en dårlig ting.
Et band i udvikling
Når medlemmerne i Barren Earth også repræsenterer bands som Amorphis, October Falls, Swallow The Sun, Moonsorrow og Kreator, så må man gerne have rigtig høje forventninger til deres tredje skive. Især når deres to første albums var så fede, som tilfældet var. Men forventer man endnu et album efter samme skabelon, så bliver man overrasket.
Først og fremmest er sanger Mikko Kotamäki skiftet ud med færøske Jón Aldará. Han har uden tvivl en renere, men også lidt mere dramatisk og pompøs stemme end sin forgænger. Om dette er godt eller skidt skal være op til den enkelte, da det er en smagssag.
Dernæst har musikken også bevæget sig i en mere eksperimenterende retning. Barren Earth spiller stadig et sublimt mix af progressiv død og doom og lyder af og til i retning af Paradise Lost og Amorphis, men som bassist Ollie-Pekka Laine udtaler, så har bandet denne gang gjort sig umage for at komme væk fra deres sædvanlige sangskrivningsmønstre. Det kommer til udtryk gennem meget mere variation, dynamik og kontrast samt længere numre, end man har hørt fra Barren Earth hidtil, men også noget så særpræget som en saxofon på nummeret “Sirens of Oblivion”. De lange numre tenderer til at blive lidt for lange, og det er et klart minus ved pladen. Derudover er alle de andre ændringer dog meget interessante, og det er allerede nu aldeles spændende, hvilken retning Barren Earth vil bevæge sig i fremover.
Hæng i - gevinsten venter forude
Fans af Barren Earth vil nok blive en kende overraskede, når de hører On Lonely Towers første gang, da der som nævnt er en del ændringer. Men rådet herfra skal være at blive hængende, for når man har vænnet sig til den nye lyd, venter en stor gevinst. Dette er nemlig lyden af et band, der udvikler sig i nye retninger, men som samtidig er tro over for deres fortid. Det kræver lidt tilvænning, men samlet set er der uden tvivl tale om deres mest varierede og melodiske album til dato.
