Softdoom bandet Avatarium udsendte sidste år en formidable debut, hvor de kombinerede retrorock, doom og en fantastisk kvindelig vokal. Vi kvitterede med topkarakter og almindelig beundring. Nu er svenskerne tilbage med en EP indeholdende to nye numre og tre live indspilninger fra Roadburn Festivalen i Holland. 

Avatarium opstod oprindeligt som en række riffs på et demobånd, her kunne Candlemass's Leif Edling parkere sin kreativitet. Det udviklede sig til et sideprojekt, men tog for alvor form da ex-Evergrey guitarist Marcus Jidell kom ombord, og samtidig medbragte den ukendte sangerinde Jennie-Ann Smith.  

Side A: Studie

Første skæring, "All I Want" er en ren sukkerknald med et fængende omkvæd og generelt bare iørefaldende, uden at være poppet. Det store fuldfede riff fra Moonhorse er afløst af et rytmisk drive, og de psykedeliske effekter tager mere og mere over. Den er svær at slå ud af hovedet. Short, but sweet.    

Næste nummer, "Deep Well” minder mere om det vi tidligere har hørt. Det er tydeligt at Avatarium udvikler sig som band og bygger på. Flere progressive elementer i forhold til "All I Want", og dermed heller ikke så umiddelbart iørefaldende.
Det er vanskeligt ud fra to numre, at drage en overordnet konklusion om hvilken retning Avatarium mon er på vej ud af. Men det lyder lovende, og det tyder på, at der bliver dykket længere ned pladesamlingen fra i 70'erne.
På albummet deltager i øvrigt også den psykedeliske perkussionist Michael Blair som tidligere har arbejdet sammen med Tom Waits og Lou Reed.

Side B: Roadburn Festivalen

Side B består af tre live numre, og Avatarium er så udpræget et liveband, fremfor et studie udstyrsstykke. Nøjagtig som vi så på årets Copenhell bliver der jammet og improviseret undervejs. Marcus Jidells bluesbaserede guitarriffs er en konstant vekselvirkning mellem komplekse riffs og old school klingende leads. Der er små referencer til mandens mange forbilleder, og guitarsoloen midtvejs i “Bird of Prey” fremkalder gåsehud.  

Lyden på liveoptagelserne er ikke den bedste, lidt for meget rumklang efter min smag, men det opvejes til fulde af bandets energi og Marcus Jidells konstante improvisation.

Avatarium har ikke bare ét iørefaldende varemærker, men flere. Jennie-Ann Smiths uovertrufne vokal, Marcus Jidells konstante improvisation som kombineres med en sand riff parade, og nu også på en bund af psykedelisk doom. Uanset hvilken retning bandet bevæger sig, vil der være en rød tråd tilbage til deres tidligere materiale. Det er en stor luksus og et stort råderum for et band. Kom bare med næste album, tak.

Interview på vej

Vi fik i øvrigt en snak med Jennie-Ann Smith og Marcus Jidell under årets Copenhell, og bringer snart et interview med bandet.