Vi træder ind i en ny æra

Avantasia er reelt set sammentrukket af fantasien omkring Avalon og Fantasia, og har i samme omgang skabt både et portmanteu og en helt ny genre af musik. Tobias Sammet har med bandet Edguy i mange år profileret sig med powermetal, men han tager skridtet videre med Avantasia i og med, at han skaber grundstenene til genren metalopera.

Med metalopera bruges elementer fra operaverdenen i opbygningen af albummet og dets historiske komposition, hvor den musiske del bunder i powermetal. Men netop Avantasia bruger opera-delen på den måde, at hvert album fortæller en gennemgående historie, der kan sprede sig over flere album, men samtidig også har klassiske elementer med som understøttende funktioner.

Fjerde periode

Indtil videre har man kunnet inddele Avantasias albums i forskellige perioder med hver deres historier og koncepter. Kort fortalt har de bevæget sig i tre historier indtil videre, og er nu startet på en ny med Moonglow. Som på de foregående albums er der et væld af gæstesolister med spredt rundt omkring på de forskellige sange. Vi ser blandt andet Ronnie Atkins fra Pretty Maids, Eric Martin fra Mr. Big, Michael Kiske fra Helloween, Mille Petrozza fra Kreator og flere andre.

Rent kompositionsmæssigt udtaler Tobias Sammet, at der er tale om det mest omfattende og detaljeorienterede, de længe har lavet med flere elementer fra flere dele af den musiske verden. Der er da også tale om en skarp produktion, og man sidder flere steder og drømmer sig væk til den ene eller den anden guitarsolo. Samtidig er Tobias Sammets stemme altid en fryd at lade sig falde hen til, især når den bliver akkompagneret af Michael Rodenberg på diverse tangenter.

Allerede fra første nummer med ”Ghost In The Moon” oplever man den orkestrale opsætning, der er brugt på Moonglow, og man bliver fra første øjeblik ført ind i den historie, der skal følges i den kommende times tid. ”Ghost In The Moon” er samtidig et eksempel på den typiske Sammet måde at bygge en sang op på, hvor der skiftes flere gange mellem soloer, voldsom powermetal-sang, powerballade-stemning og flere soloer. Men det er også klart, at når man lægger ud med ti minutter på første nummer, så der er plads til udfoldelser.

Den gennemgående stemning fra de første ti minutter bibeholdes fint gennem helt albummet, dog med en enkelt svipser, synes jeg. Sidste nummer er et cover af ”Maniac”, som jeg slet ikke synes passer ind i resten af historien, vi har fået fortalt. Det virker som et forsøg fra Sammet på at vise, at han kan tage en hvilken som helst popsang og gøre den metal. Hvorfor han skulle have behov for at bevise det, må kun guderne vide.

Lige ved og næsten

Moonglow er et typisk Avantasia album. Der er ikke noget nyt under solen, andet end projektet tages til nye højder og dermed cementerer, at Tobias Sammet og kompagni er uovertrufne til at skabe et konceptalbum og samle en række solister omkring deres projekter. Der er bombastiske eventyr og pompøse drømme gemt i deres fortælling, fortalt på en måde som Sammet næsten har patent på, og som han har brugt til at skabe illusioner gennem to årtier snart.

Albummet er næsten perfekt. Der er lige den del med ”Maniac”, men ellers er det svært at finde noget, hvor jeg synes, der skal forbedringer til. Tager man ”Maniac” ud af playlisten, ville det være en fænomenal samling sange, der fungerer godt sammen, skaber et godt flow og har en afrunding, som den skal være. Desværre må jeg ende på otte kranier i denne omgang. Der var potentiale til mere, men den mærkværdige afslutning ødelægger en hel del af oplevelsen.