Asylum Pyre byder på kvindelig vokal og eurovision-sange om klimaforandringerne.
Asylym Pyre er et fransk band med kvindelig forsanger, der nu med Fifty Years Later opfølger deres debutalbum fra 2009, Natural Instinct. Bandets genre er svær at bedømme, i og med at de bruger elementer fra et utal af subgenrer. Dog vil jeg sige at det mest af alt er en slags melodisk, progressiv power metal – men igen, det er svært at sige. Der bliver også brugt elementer fra bla. speed metal og ambient. Det lyriske tema handler om – ligesom på debutalbummet – at vi skal passe godt på planeten og hinanden, og de globale klimaforandringer.
Nogle ting gør Asylum Pyre rigtig godt, især kan jeg godt lide forsanger Heidis vokal. Den er ikke så speciel i sig selv, men hun forsøger heller ikke at gøre den til noget, den ikke er. Hun laver ikke den der dramatiske operavokal, der er ekstremt irriterende i længden, og som mange kvindelige metal-sangere benytter sig af. Heidis vokal står også i fin kontrast til guitarist Johanns, de enkelte gange han synger med. På trods af lyrikkens velmenende tema, synes jeg at den som oftest er af ret ringe kvalitet, hvilket er virkelig synd.
De fleste numre på Fifty Years Later forsvinder desværre for mig i mængden, netop fordi – surprise – jeg synes de er lidt intetsigende. "Dead in Copenhagen" bør mange af os nok kunne relatere til – been there, done that. Det var ikke rart, og det er dette nummer heller ikke. Asylum Pyres stil er lidt Eurovision-agtig til tider, fx. i "These Trees". Dette er dog et af de bedre numre, melodisk og med et catchy omkvæd. Det akustiske "Fisherman’s Day" er også et helt okay nummer, hvor tempoet sættes ned i forhold til resten af albummet.
Min konklusion er, at idéen bag Fifty Years Later er bedre end selve albummet. Dermed ikke sagt at Asylum Pyre er ringe, men jeg synes bare ikke, at det fungerer så godt i praksis. De har deres moments of glory i løbet af albummet, men det er alt, alt for få steder. Jeg synes at klima-temaet er fedt, og de gange i løbet af albummet hvor musikken virkelig er progressiv, er det også positivt. Hvis du er fan af metal med kvindelig forsanger (og kan se bort fra en overvældende fransk accent), så giv det en chance – men jeg tror virkelig at Fifty Years Later er et af de albums man enten elsker eller hader.
Her er en teaser for albummet:
