Artizan er et amerikansk band, og "Curse of the Artizan" er deres første album.

Musikalsk set er der tale om mere traditionel metal med gallop-rytmer hist og her samt guitarharmonier og solide riffs (der er dog ofte er en del melodiske). Musikken er for det meste lige ud ad landevejen og ganske fængende, men der er dog en tendens til at lave nogle lidt skæve ting i mellemstykkerne (lidt á la Queensrÿche i sen-firserne), og det har den effekt, at ens opmærksomhed forbliver på musikken i mellemstykkerne i stedet for kun i vers of omkvæd, og i "Game within a Game" kører verset i 7/8, og således er Artizan også en lille smule progressive.

Artizan er dygtige musikere og albummet er karakteriseret af professionalisme fra ende til anden. Lead-gutarist Steffen Robitzsch leverer nogle flotte medrivende klassiske soli, der er ganske imponerende og tilføjer musikken et lag af storhed.

De kan være, man skal vænne sig lidt til vokalist Tom Bradens lidt spæde stemme, der ved første lyt kan virke lidt for blød og plan til musikken, men efter et par gennemlytninger vil man nok vænne sig til det; sådan har det i hvert fald været i mit tilfælde, og nu kan jeg ikke forestille mig dette album med en anden sanger. Han lyder lidt som en blid mellemting mellem Geddy Lee og Claudio Sanchez, og jeg synes faktisk, at hans stemme passer rigtigt fint til de fængende omkværdmelodier (som i f.eks. i "Rise", "Man in Black" og "Fading Story".

"Curse of the Artizan" byder på fed, fængende traditionel metal i samme boldgade som Priest, Maiden, tidlig Fates Warning og lignende.