30 er det nye 20!
Trods det faktum at Arkona i år kan fejre sin 30-årsfødselsdag, så har vi aldrig – her på Heavymetal.dk – anmeldt orkestret. Dette kan muligvis skyldes den 13 år lange pause, som bandet holdt mellem 2003 og 2016; den slags er sjældent godt, hvis man ikke ønsker at blive glemt. At der så også findes et russisk band med samme navn, som har været markant mere aktivt igennem sin levetid, hjælper heller ikke på det. Men uanset hvad så er der jo mange, der først – sådan for alvor – blomstrer op og bliver interessante, efter de har rundet de 30, så lad os se, om det ikke også gælder for Arkona.
Kulturelt knæfald
Det er ikke første gang, at jeg beskæftiger mig med et polsk band, der henter inspiration fra den hedenske by Arkona, der lå på øen Rügen. Denne by var vendernes sidste bolværk, og i 1168 blev den jævnet med jorden af … os! Kong Valdemar den Store og Biskop Absalon indtog øen, tvangskristnede de hedenske vendere og indlemmede øen som en del af Roskilde Stift – trods den geografiske placering. Set med danske øjne er dette en fortælling om os som en stærk korsfarernation; set med slaviske øjne er det en fortælling om et enormt kulturelt nederlag – for det var her, hvor venderne for alvor fik at mærke, hvordan Jesus elsker sine følgere. Derfor er det da også oplagt for diverse black-, døds- og folk-bands fra de slaviske egne at opkalde sig efter – eller lade sig inspirere af – Arkona. Arkona er dog ikke helt så bidske eller indebrændte i 2024, som de var i 1994. Der er virkeligt blevet slebet nogle kanter af i løbet af de sidste par årtier; til gengæld er der ikke en finger at sætte på bandets musikalske kapabiliteter, selvom de til tider har det med at lægge sig i slipstrømmen af andre, større og mere kendte bands fra Polen.
Her kan man da eksempelvis påpege, at albummets åbner, ”Pandora”, virkeligt lyder som noget, Behemoth har skrevet – mange gange endda, for her er der godt nok tale om klassisk/generisk blackened death a la Polen. Heldigvis skifter stilen hurtigt til en mere grandios, melodisk og pseudosymfonisk omgang, dog stadig med rødderne solidt plantet i den kulsorte dødsmuld. ”Prometeus” og ”Necropolis” må siges at være albummets absolutte højdepunkter, for her spiller kvartetten virkeligt med musklerne og cementerer bandets eksistensberettigelse – ligeså skal hvem end, der har stået bag mikserpulten, virkeligt have ros, for albummet lyder virkeligt godt, især når det kommer til bassen og trommerne.
Den sikre vej er den kedelige vej
Men alt dette ændrer dog ikke på det altoverskyggende dilemma, som polske black-death-bands altid ender med at stå med; et dilemma, der skyldes en lille mand med en stor hat. Min erfaring har nemlig lært mig, at uanset hvad så ender alle blackened death-bands fra Polen med at lyde som Behemoth. Hvilket i en tid, hvor Behemoth dårligt nok gider lyde som Behemoth, egentlig burde være en god ting – det er det dog desværre ikke, for uanset det faktum at Arkona spiller og lyder fremragende, så lyder Stella Pandora bare rigtigt meget som noget, vi har hørt før. Havde de nu bare fokuseret på de mere folk-influerede passager, som de har, i stedet for at køre ned ad den sikre vej, så havde de stået med et langt stærkere og markant mere selvsikkert værk.