Der er åbenbart lettere pigeslagsmålsstemning i Fear Factory i øjeblikket: Forsanger Burton C. Bell og den tilbagevendte guitarist Dino Cazares har valgt at gå i studiet med to af bandets tidligere live-assistenter, bassist Byron Stroud og trommeikon Gene Hoglan (begge ex-Strapping Young Lad og Zimmers Hole), hvilket har efterladt Christian Olde Wolbers (tidligere bassist, nu guitarist) og hans tromme-sidekick Raymond Herrera på sidelinjen, skidesure og truende med sagsanlæg. De har nu imidlertid taget skeen i den anden hånd og indspillet en stor håndfuld sange, de egentlig havde tiltænkt Fear Factory, med et nyt projekt: Arkaea.
Den anden halvdel af Arkaea udgøres af bassist Pat Kavanagh og sanger Jon Howard, begge fra bandet Threat Signal, som Wolbers tidligere har produceret. Musikken på Arkaeas debut "Years in the Darkness" minder meget om Fear Factory, vel at mærke i de stunder, Wolbers og Herreras gamle band var mest groove-thrashede og ikke-industrial-prægede. Herrera og Kavanagh lægger en stram rytmisk bund, der leveres med den pågående, næsten mekaniske præcision, man er vant til fra Fear Factorys univers. Produktionen er tung, men klar, og der er masser af catchy, halvpoppede omkvæd, der ind imellem bryder - eller rettere, supplerer - det aggressive drive.
Fear Factorys rytmiske arbejde er en af Chimairas erklærede inspirationskilder - af den grund er det pudsigt, at der hos Arkaea er numre, der faktisk lugter lidt af Chimairas moderne bud på tung, energisk thrash. Lyt f.eks. til den instrumentale side af numre som "Beneath the Shades of Grey", "Years in the Darkness", "War Within" m.fl. Samtidig er der dog også numre, der lige så godt kunne være gammel Fear Factory, f.eks. "Awakening", hvor man fornemmer en snert af den gamle industrialstemning i versets karakteristiske trommemønster, der betoner hvert slag i 4/4-takten. Andre numre, f.eks. åbneren "Locust" og "Break the Silence" har lidt af det hele, både aggression og stemning, og markerer sig ved at have nogle vildt fede, catchy omkvæd.
Jon Howard har en god, varieret growle-/skrige-vokal, mens det er mere en smagssag, om man kan lide hans rene vokal. I verset på den mere rolige, rockprægede "Lucid Dreams" har han et behageligt udtryk lidt hen ad Mike Vennart fra Oceansize, og på "My Redemption" lyder han i starten næsten som Layne Staley, så det er ikke fordi, han ikke formår at variere sit udtryk. Derfor irriterer det mig en smule, at han i stort set alle albummets omkvæd presser sin stemme så meget, så det ofte lyder anstrengt à la Linkin Park i "In the End"-weltschmerz-hjørnet. (Ind imellem er hans intonation heller ikke perfekt.) Jeg skal dog ikke brokke mig for meget, idet Howard efter min mening trods alt er en teknisk bedre sanger end Burton C. Bell.
"Years in the Darkness" er, på trods af de gode omkvæd, der forekommer, primært et album, der er båret af det rytmiske arbejde. Det er en af den slags albums, man forstår bedst, hvis man bevæger sig til det, i højere grad end hvis man bare sidder i et hjørne og lytter. (Måske med undtagelse af den afsluttende ballade "Away from the Sun", der ikke er specielt spændende, men dog giver en tid til at få pusten oven på det Pantera-vrisne metalangreb på "Rise Today".) Arkaea er bestemt værd at tjekke ud, hvis man har hang til de stiltræk, jeg har nævnt ovenfor. Det er ikke revolutionerende, men det er fedt spillet, fedt produceret og heavy. Når jeg holder mig på 8 kranier er det dels fordi, jeg som antydet ovenfor, finder vokalen lidt for enslydende i omkvædene, og dels fordi jeg er i tvivl om, hvor holdbar musikken vil være, når nyhedsværdien har lagt sig.
