Det kunne lige så godt have været et tribute-band

Archange er franske og kommer her med deres første album Flashback, som bedst kan beskrives som 80'er-rock taget direkte ud af Scorpions' højdage og lagt ud med den moderne produktion, der tilbydes i dag. Dan Pallas på vokalen kunne lige så godt have lagt stemme til et Scorpions tribute-band eller ligefrem leget med noget Whitesnake, da musikken stort set er taget ud af deres stilart. Intet nyt under solen dér.

Kan musikken stå alene?

Der er, som sagt, tale om typisk 80'er-rock. En guitar, en bas, en mand, der slår på noget skind, og en skinger vokal. Der mangler egentlig blot et par traditionelle battle veste og langt, skinnende hår, der kan kastes rundt til højre og venstre. Musikken er kedelig, ligegyldig og intetsigende, og på intet tidspunkt er der noget, der skiller sig ud fra mængden eller blot forsøger at prøve noget nyt. Det hele er blot en opgave, hvor der rækkes ned i klichékassen og genbruges alle de ting, vi kender og måske endda elsker at hade.

Lige fra den typiske ”slå-på-trommen-i-takt-til-publikum-der-klapper” i ”Rock Don't Stop”, den alt for tydelige Scorpions-kopi-åbning af albummet på ”Walk All over You”, den manglende ballade (hvordan kan man lave et 80'er-rockalbum uden en powerballade?) til de alt for uinspirerende guitarsoloer, der er spredt ud med løs hånd, er Flashback desværre en af de her produktioner, hvor bandet skulle have overvejet at lave et tribute-band i stedet for.

End ikke i teksterne er noget, der skiller sig ud. Der synes ikke at være en rød tråd mellem numrene, og ej heller synes der at være et nummer, som står, for forandringens skyld, som værende et nummer til koncerter, hvor folk kan synge med og give opbakning. Teksterne er kedelige og uden karakter. Ligeså synes produktionen omkring albummet ikke at kunne opveje oplevelsen, da Pallas' stemme til tider virker FOR skinger og giver en følelse af overanstrengelse.

Hvorfor laver man overhovedet musik?

Det spørgsmål kan man jo stille mange. Der er endda folk, der mener, at kunstnere som Johnny Madsen og Sussi og Leo ikke burde have lov til at lave musik. Men det er jo heldigvis en fri verden, og så længe der er et publikum, er der nogen, der laver musik. Jeg synes blot, at når man laver musik, skal man lave musik for musikkens skyld, og ikke fordi man tilfældigvis kan blive enige om samme tone og tempo i en sang.

Flashback er desværre alt for intetsigende og uinspirerende til at kunne fastholde min opmærksomhed i længere tid. Faktisk er jeg lidt glad for at kunne sige, jeg ikke skal høre dem igen, efter denne her anmeldelse. Det er op til mig, som anmelder, at kunne se objektivt på et projekt og samtidig kunne udtrykke noget, der er min mening. Det her er dog noget, jeg fortryder, og det, synes jeg, er skuffende, man skal have den oplevelse. Jeg kan ikke med god samvittighed give mere end to for denne oplevelse.