Ik ben Nederlander. Ik ben dol op death metal
Nederlandene er et sært land for metal. De har sådan set en levende scene, men antallet af, hvad der når ud over landets grænser, er ikke imponerende. Min teori er, at de med deres centrale position mere bliver en smeltedigel af genrer og aldrig helt udvikler en lyd, der er decideret hollandsk, ligesom Tyskland har sin power metal, Norge har sin black metal, Sverige har sin... ja, alting. Det er derfor altid spændende at skulle lytte til bands fra vores venner med det sære sprog, da man aldrig helt ved, hvad man skal forvente. Apophys, som du måske havde gættet på overskriften, spiller dødsmetal, og Apophys' garvede medlemmer fra den hollandske dødsscene forsøger nu at skabe en identitet for dem selv.
Lidt for meget af alting, lidt for lidt af alting
Første gennemlytning af Devoratis efterlod mig positivt overrasket. Der var flere steder, hvor jeg langsomt rykkede med hovedet, nød gode grooves og det lovede fryd og gammen, selvom jeg ikke blev blæst væk. Apophys spiller en form for teknisk dødsmetal, der ikke er travl som Psycroptic, men mere struktureret som Gojira, hvilket er tydeligt, når det tunge riff i åbningsnummeret "Children of the Stars" banker på dine trommehinder, mens det nærmest kommanderende "Deadlock" også bidrager til dette. Der er dog ingen tvivl om, at Apophys på hollandsk manér ikke læner sig for tungt op ad noget specifikt band eller lyd, og minder mig ligeledes også delvist om sci-fi-elementerne i Fallujah på "Xiux - The Parasite" og "What Will Be". Potentialet er der bestemt, men ridser i lakken vises i efterfølgende lyt.
For mig blev albummet efter følgende lyt trivielt. Ikke fordi de ikke er dygtige musikere, for det kan ingen tage fra dem, men fordi de gode riffs er for sporadiske til at være det bærende element. Ligeledes står det klart, at hvor Fallujah og Gojira excellerer med deres egen stil, så virker Apophys inkonsekvente og famlende i deres søgen efter deres lyd. De vil gerne være sci-fi, men går ikke fuldt ud på temaet, de vil gerne være tunge og kommanderende, men bliver for flyvske, omend den halvlunkne produktion måske bidrager til deres mangler på den front. Nogle vil måske synes, at Apophys er som en god pose blandet slik, og det er fair, men for mig betød det, at jeg mistede interessen for dem, eftersom jeg ikke fik lysten til at vende tilbage til albummet efter fire gennemspilninger.
Uimponerende dygtige
Det er måske hårdt, når jeg tildeler Devoratis en karakter på 6, men når man bevæger sig ud i at ville spille teknisk dødsmetal, så sætter man automatisk en høj standard for sig selv. Genren er måske den mest krævende inden for metal i dag, og når den samtidig er noget af det, jeg værdsætter mest i musik, så bliver jeg nødt til at holde den op imod albums, der imponerer i genren. Sat op imod de bedste bands inden for den strukturerede, tekniske dødsmetal, falder Apophys simpelthen til jorden, selvom de faktisk er habile musikere. Ligeledes er deres sci-fi-tema ikke veludviklet nok, omend det indeholder potentiale. Det er primært grundet deres tekniske formåen og de sporadiske, gode riffs og grooves, at Devoratis lander på at være over middel.
