Der er tilsyneladende intet, der kan stoppe Aphyxion, som smadrer udtrykket ’den svære toer’

Rider på bølgen i kølvandet på deres første album

Aphyxions rejse siden deres start i 2007 har været særdeles imponerende. Det skyldes udelukkende deres ekstremt hårde og dedikerede arbejde og så deres evne til at komponere noget fantastisk musik, hvilket også bragte dem på Wacken Open Air, som det yngste band i festivalens historie. Deres debutalbum, Earth Entangled, fra 2011 høstede ligeledes store roser og beviste, at de er et band, man skal tage seriøst.

Kampen om den danske metalscene har i år eskaleret, da der i årets løb er flere nye bands, som har gjort et imponerende indtog. Det er derfor det helt rigtige tidspunkt, at Aphyxion nu er ude med den svære toer for igen at vise, hvad det kræver at danse med de tunge drenge. Aftermath er et album, der rider på den bølge, som det første album fik sat skub i, men samtidig viser den videreudvikling, som man forventer med et nyt album. Med så meget succes kunne det næsten kun gå én vej, og Aphyxion viser, at der kun er én vej for dem, og det er fremad!

Højere og vildere!

Det er ikke uden grund, at Metal Hammer nævnte Aphyxion som et af de mest interessante nye metalbands i 2014, og den påstand gør sig i den grad også gældende her i 2016. Det tager ikke mange sekunder, før man sidder med et stort smil, med første nummer, ”Dark Stains On Ivory”, bragende ud igennem højtalerne. Det er utroligt fint poleret og godt produceret, men Michaels møgbeskidte growl får trukket det hele igennem sølet. Han har virkelig fået udviklet sin vokal, så den nu er blevet yderst genkendelig og karismatisk, og det er vigtigt! Man er ikke i tvivl, når man hører ham – og sågar også resten af bandet, som virkelig har fået sin egen lyd.

Der er skruet væsentligt op for det gennemsnitlige tempo på Aftermath, men der bliver så sandelig også banket nogle tunge riffs af sted, hvor hovedet bare får lov at blive trukket fra loftet og helt ned i gulvet. Der er lagt vægt på at tilføje pladen en masse effekter til at give numrene en anden dimension, og det gør sig gældende på førnævnte nummer og numre som ”Can’t Be Beat” og ”The Nature Of Mankind”. Der er altid en hårfin grænse for, hvor meget man kan søle et album ind i diverse synths og effekter, og der nailer de den heldigvis helt perfekt. Det giver en perfekt harmoni mellem det tunge og det tekniske, og det virker bare rigtig godt. Selvom gutterne stadig er nogle unge knøse på metalscenen rent aldersmæssigt, så er tiden ved at være inde til, at man lader det ligge, fordi de for længst har bestået manddomsprøven og ikke behøver bevise mere på den front. De er et af de mest veletablerede og respekterede metalbands, vi har i Danmark, og det er fandeme ikke blevet foræret til dem. Der er virkelig lagt meget arbejde i alt, hvad de laver, som for eksempel at få metal på skemaet i en række skoler i form af deres optrædener. Det gælder så sandelig også med dette album, som virkelig er gennemført og møghamrende fedt. Der kræses virkelig på alle leder og kanter af den melodiske dødsgenre, og et nummer, som er et storslået eksempel på dette, er ”Destined To Fail”. Nummeret er første single, og dets titel beskriver alt andet end resten af Aphyxions fremtid. 

Når lyset slukkes

Aftermath er et fabelagtigt album, men jeg synes ikke, at det holder hele vejen igennem. Albummet i sin helhed er stærkt, men den eufori, som opstår i starten af albummet, bliver desværre ikke fulgt helt til ende. Det bliver for meget af det samme. På trods af at de forsøger at afveksle i numrene, så lykkes det ikke helt. Når det så er sagt, så tildeler jeg dem 8 kranier for et yderst vellykket og pissefedt album. Der er en god håndfuld sange, som virkelig kan få trommehinderne til at bløde, når bandet igen indtager scenerne i det danske metalland – og sågar udlandet. For der går nok ikke lang tid, før Danmark bliver for småt, for Aphyxion-imperiet vokser, og det er fuldt fortjent!