En tynd kop Power the, bliver serveret i stor produktion med 25 års forberedelse og tilrettelæggelse.
Anton Johansson's Galahad Suite er et meget specielt musisk projekt. I korte træk er det et projekt hvor hovedmanden bag sangene ikke selv deltager aktivt i udførelse af selve musikken. Anton Johansson har produceret pladen og skrevet alle sange med co-writers. Bandet består af otte faste personer der går igen på alle sange, og så syv personer der optræder med soloer og brudstykker i nogle af sangene. Bandets biografi vidner om at denne plade har været undervejs i hele 25 år. Så mon ikke at disse ti skæringer har ét eller andet over sig.
Vi ligger ud med "Galahad – The Hope", som faktisk ligger rigtig godt fra start. Dog syntes denne plade aldrig rigtig at slå igennem og opleve passager af episke omkvæd eller lign. som ellers kendetegner Power / Prog Metal genren. Især i "Morning Sun – The Battle" virker det lidt som om man har sparket en masse keyboard ind i sangen, bare for at gøre det. Det giver så det udslag at man ofte er forvirret over hvor man egentlig er henne i sangen. Det giver dog til tider et frisk pust over hele genren, at man i den grad har turde at eksperimentere så meget som man gør. Et eksempel på en af pladens sejrsherre er i min optik helt klart "Never Alone", som der er god fart på og skønne passager hvor både guitar og keyboard kommer til set rette element. De ligger hvor de skal og ikke alle mulige mærkelige steder. Ellers præges dette album ikke af at den gode Anton Johansson, har brugt hele 25 år på at skrive, indspille og udgive pladen. Jeg sidder med en førelse af, at han har haft 50 små stykker af musik, som han har puttet sammen til denne plade. Virkeligheden er selvfølgelig anden, og produktionen er i den modsatte ende af skalaen, rigtig lækker og gennemarbejdet. Lækker lyd uden at blive alt for blankpoleret. "Galahad – The Man" lukker pladen med en to minutter sang, hvor der er lagt stor vægt på vokalen og hele afslutningen af albummet. Alt i alt et album som prøver hårdt, men aldrig rigtig slår i gennem, og mest af alt minder som baggrunds musik før det store band går på.
