Mørk, mørkere, Altarage

Sidst, jeg havde fat i spanske Altarage, endte jeg med at give et nital for deres debutskive, NIHL. Bandet er nu rykket fra Iron Bonehead over på det større Season of Mist, som har fået øjnene op for Bilbao-bandets kvaliteter. Har dette skifte så betydet, at Altarage er blevet ”pænere”? Dertil er svaret et stort, rungende nej! Altarage er om muligt sunket endnu dybere ned i deres helt eget mørkere end mørke univers. Skiven starter ultratungt med nummeret ”Incessant Magma” – et nummer, der er så slæbende, at man fornemmer mørket krybe op omkring en. Det er dødt, trist og alligevel voldsomt brutalt. Næste nummer, ”Spearheaderon”, er til gengæld et stormløb af brutalitet fra starten indtil 2:26 inde i nummeret, hvor der starter et riff, som kører resten af nummeret. Det riff må være 2017’s ondeste…!

Fortættet og fjendsk…

…er de ord, jeg synes bedst beskriver Endinghent, for det er netop, hvad pladen er. Her slippes ikke et eneste lysglimt ind i løbet af de 37 minutter, skiven strækker sig over. Der arbejdes med et usædvanligt godt skruet sammen mix af ultrabrutalitet, ultratunge og stemningsfulde riffs og stemninger, en vis skævhed og en vokal, der bare er så fantastisk afstemt i forhold til det musiske univers. Produktionen på skiven er også gennemført og passende. Den afgrundsdybe guitartone, trommerne, der fylder godt i lydbilledet, og vokalen, der ligesom på NIHL er trukket lidt tilbage i lydbilledet, sørger for et helhedsbillede. Skal vi ud i at snakke bands, der kunne minde om, eller bands, der har elementer af Altarage, vil jeg nævne Morbid Angel, Immolation for de døde elementer, mens der også anes Deathspell Omegask skævhed og mørke, Portalsk barbarisme og Gorgutsk teknik. Altarages lydbillede er meget komplekst, men de håndterer elementerne 100 % genialt og skaber en rød tråd af mareridt og mørke igennem alt, hvad de gør.

Det perfekte album…

…er Endinghent tæt på at være. Jeg er fuldkommen vild med skivens udtryk, og det, at de lige har taget skridtet fra formidable NIHL og gjort deres musik endnu mere mørkt, er en – i mine ører – monumental bedrift. Alt ved denne skive er tæt på perfekt, så har du en begsort sjæl og finder nydelse i mørke mareridtsagtige lydlandskaber, må du ikke lade chancen for denne omgang sonisk tilfredsstillende tortur gå dine ører forbi! Årets første tital er hermed givet i stearinlysets døende skær.