Symfonisk black metal på den gamle måde
Savner du de gode gamle midt-90'ere, hvor melodisk black metal ofte var ensbetydende med klassisk inspirerede keyboardarrangementer, der malede mørke, dramatiske lydlandskaber over et sort lærred af forvrængede guitarer og fjernt buldrende blast beats? De gode gamle dage, før shoegaze eller akustiske folkemusikinspirationer blev de sorte lydkunstneres foretrukne krydderi? Så er Eight Coffin Nails måske lige et album for dig. Finske Alghazanth er på banen med deres ottende fuldlængde og leverer vanen tro symfonisk black metal med rødderne godt plantet i 90'ernes skandinaviske scene, og lighederne med gammelt Dimmu Borgir, Old Man's Child, Emperor eller endda lidt ældre Arcturus er fremtrædende.
Djævelen ligger i detaljen
Alghazanth blev dannet i 1995, og det kan man godt høre. De gæve finner leverer symfonisk black metal, som det lød i forrige årtusinde, og er faktisk ganske dygtige til det. Det første, man lægger mærke til, når man lytter til Eight Coffin Nails, er produktionen, som er ganske ren og klar. Trommelyden er skarp og tør og ligger langt tilbage i lydbilledet, der domineres af et godt afbalanceret samspil mellem guitar og tangenter. Albummet er ikke lige så brutalt underproduceret som visse af forbillederne, ej heller så bombastisk eller organisk som flere nutidige udgivelser – og lyden klæder Alghazanths musik fint.
De ni numre på bandets ottende album bæres frem af de konstant dominerende keyboards, der i nogle numre afløses af guitaren som ledende melodileverandør. Denne vekselvirkning fungerer fint, da de to guitarister Vexd og Mordant snildt kan hive nogle elegante, sørgmodige melodistumper frem, når det trænges. Desværre halter det lidt for de to spadesvingere, når det kommer til at skrive fede riffs, og jeg savner mindeværdige knager at hænge de forskellige numre op på. Det er synd, for Alghazanth har virkeligt fat i den rigtige opskrift til at skrive et godt symfonisk black metal-album med mange gode detaljer – det er bare, som om de mangler at finde de rigtige detaljer til virkeligt at gøre albummet unikt. Sanger og bassist Thasmorg har en god vokal, der passer perfekt til musikken, og jeg glædes over at høre, bassen indimellem får lov at være hørbar i lydbilledet, især i de langsommere, mørkeste passager.
Godt håndværk fra ende til anden
Alghazanth er efterhånden et erfarent band, med 23 år og otte albums på bagen, og det mærkes både i kompositioner og sangskrivning. Alle numre på dette album er ret gode, og enkelte, såsom det kolde, uhyggelige "Aureate Waters" og det mørke midtemponummer "The Foe of Many Masks", er meget solide black metal-kompositioner. Desværre mangler Alghazanth at finde sine helt egne unikke udtryksformer, som for alvor kan hæve bandet over de utallige andre bands, der arbejde med samme idéer. Alghazanth formår faktisk ikke engang helt at få Eight Coffin Nails til at være synderligt mindeværdigt sammenlignet med deres eget bagkatalog. Fans af bandet og den dedikerede fan af symfonisk sortmetal bør absolut tjekke albummet ud og se, om de tænder på detaljerne, Alghazanth tilbyder – men forvent ikke noget nyskabende eller unikt her.
