The Agonist har rejst sig igen med en ny sangerinde

Agonisternes fald eller??

The Agonist meddelte i marts 2014, at Alissa White-Gluz havde forladt bandet til fordel for Arch Enemy. 
I meddelelsen stod også, at hun ville blive erstattet af den amerikansk fødte sangerinde Vicky Psarakis.
En sangerinde, de havde fundet via YouTube. Hun var herefter blevet inviteret til en audition, og her fandt hun og resten af bandet hurtigt kemien. 
Nu, her knap et år efter, er de så klar med det nye album Eye Of Providence

The Agonist er et Canadisk melodisk dødsmetal-band, der altid har fokuseret på temaer som moralske bekymringer, dyrevelfærd, samfundsmæssige emner og den generelle tilstand af den verden, vi lever i.
Bandet har haft en varieret musikalsk stil med abstrakte lydstrukturer og dynamik tilsat både rene og tunge vokaler.

Et mere varieret album end de tidligere 

Albummet starter ud lige på og hårdt, med nummeret ”Gates Of Horn And Ivory”. Et nummer med et friskt guitarriff, og efter 12 sek. træder Vicky ind i lydbilledet ved at growle aggressivt, hvilket lyder super fedt, især når det suppleres af hendes rene klare sang i omkvædet. Det er en sang, der vil få dig til at headbange, og Danny Marinos guitarsolo fungerer, fordi den er kort, enkel og falder naturligt ind i sangen. 

Sangen sætter standarden for resten af albummet, og tempoet bliver ikke sat ned, før vi når til sang nr.11 ”A Gentle Disease”. 
Her bliver det tid til at slippe luftguitaren og hvile nakken. Dette er albummets ballade, og det falder da også en smule ved siden af i forhold til de andre sange. Alligevel passer det rigtigt godt sammen med de andre sange, og Vicky får lov til at lade os høre sin bløde, varme sangstemme. 

Albummet har flere højdepunkter, hvilket bandet også ønsker at få vist frem, og derfor har de på nuværende tidspunkt også allerede lavet musikvideoer til de første tre, ”Gates Of Horn And Ivory”, ”My Witness Your Victim” og ”A Gentle Disease”.

Vickys stemme fungerer virkelig godt sammen med musikken. 

Igennem hele albummet veksler hun mellem flere forskellige måder at synge på, og det gør, at sangene varierer meget og på intet tidspunkt bliver kedelige. 
Instrumentalt spiller resten af bandet super tight, og lyden sidder lige i skabet. Der er blevet plads til alle i lydbilledet. Albummet er mindre eksperimenterende end de tidligere, hvilket nok hænger sammen med de forandringer, der har været i bandet. 

For det er nemlig ikke kun på vokalsiden, at der er sket forandringer, guitarstrukturen er blevet mindre eksperimenterende, og der er da heller ikke så mange guitarsoloer på albummet, som tidligere. Sangstrukturen er også forandret, da det er hele bandet, der har deltaget i sangskrivningen og ikke kun 1, som det før var. 

The ”new” Agonist

Når man lytter til det nye album Eye Of Providence, er det som at lytte til et helt nyt band. Det er et drastisk skridt, og nogle vil elske denne forandring, imens andre vil foragte den.

The Agonist har rejst sig igen, og personligt kan jeg godt lide at de har valgt at ændre deres musikalske tilgang, frem for at putte Vicky ned i en skabelon. 
Det er et fedt album med mange gode sange, og en ny frontfigur der klæder bandet.