Alle farverne i regnbuen
Lad det være sagt med det samme: Peatlands er et lovende debutalbum, og Æterbrands identitet og udtryk synes stærkere end på deres forrige udgivelse, ep’en Æterbrand. Dynamik er stadig det nye sort, og lydbilledet er fortsat overrumplende farverigt. Musikalsk har drengene fra København alle farverne i regnbuen til rådighed, ingen tvivl om det – men bruger de dem rigtigt?
Mixed emotions
Albummet kræver sit af lytteren, men tålmodigheden kaster også noget af sig. Numrene på albummet hænger sammen, og selvom ørerne smadres af 1001 ideer, fremstår albummet som en helhed.
“Nat revner”, den allerførste skæring, er et enestående eksempel på, hvor stort et potentiale bandet besidder. Velkomponeret, dynamisk og melodisk, udført med en vokal, der både i artikulering og frasering giver nummeret en vedkommenhed og personlighed, der en gang for alle manifesterer en uomtvistelig kvalitet.
Æterbrand spiller med stor selvtillid – og de giver fanden i, hvor kort eller hvor langt et nummer er. Eller om der synges på dansk eller engelsk. Eller om genrer mixes, så det afstedkommer et tankemylder af flashbacks tilbage til Led Zeppelin, Miles Davis og Frank Zappa. Fedt! Men ikke alt på den konto fungerer lige godt.
For eksempel på nummeret “Brand”, som i øvrigt, når det først kommer i gang efter et minut og hele 25 sekunder, blærer sig med et gennemført tekstunivers og lækker lækker nitty-gritty engelsk inspireret VOX-guitarlyd.
Eller på nummeret ”Æter”, hvor vokalen efter et minut og 15 sekunder viser sig at være på engelsk – trods den danske titel. Hvis det skulle have været en overraskelse, skulle den have været serveret, før apatien indtraf. Faktisk er de begge numre med holdbare riff, som bandet er på kanten til selv at gøre uspændende med de lange instrumentalpassager.
Og så. Hvorfor i alverden vælger Æterbrand i det hele taget at synge nogle af deres numre på engelsk, når det danske udtryk står så skarpt? ”Sediments”, albummets anden skæring, er en beskidt sludge-light-agtig affære, der sagtens kunne have fortsat opturen fra albummets startnummer, men vokalen og den engelske tekst fremstår svag og ligegyldig. Det samme sker på ”Chromoseizure”, som er så fedt, så fedt komponeret og udført. Jimmy Page har ikke levet forgæves, og Æterbrand udfolder på dette nummer et musikalsk overskud, der emmer af spilleglæde og talent. Men hvor ville jeg gerne have hørt det med en dansk tekst og gerne uden Kristian Edelbos mærkelige gæstevokal – også selvom jeg er fan af Lophius, og manden faktisk kan noget i forhold til screams, growls m.m.
More is less – eller hvordan er det nu, det er?
Fremtiden er Æterbrands. Man skal lede længe efter et så iderigt dansk band, et band med så meget mod – og hvor inspirationskilderne virker uendelige. Peatlands indeholder et af de stærkeste danske numre indenfor progressiv rock og eksperimentel metal, jeg har hørt i 2022, albummet er velproduceret (af Sonny Kaiser), og ingen lyder rigtig som Æterbrand. Men bandet kan sagtens komme til at stå endnu stærkere. De vil SÅ meget – og det ender ofte med at blive FOR meget. More bliver til less og ikke omvendt, og måske skal rammerne snævres bare en lille smule ind fremadrettet? Et benspænd eller to har sjældent skabt dårligere kunst.
