Lydbølgemegaskovbundssammenstød?

Grækenlands musikscene er flyvende for tiden med stærke udgivelser fra Under the Sun og nu familieforetagendet med kongenavnet Acid Mammoth. Grundlagt i 2015 med følgende bemanding: Chris Babalis Jr., Chris Babalis Sr., Dimosthenis Varikos og Marios Louvaris. De to Chris’er er far og søn. Utroligt nok er bandet hidtil fløjet fuldstændig under den danske radar, mens Supersonic Megafauna Collision faktisk er deres fjerde langspiller, og de har over to millioner YouTube-visninger. Bevares, visninger kan købes, men der kan jo gemme sig guld her. Covermotivet lover godt. Det følger traditionen for syret doom med et design i perfekt giftiggrønne toner; for en forstenet anmelder det helt rigtige tegn. Og albumtitlen er en cool mastodont værdig. At lytte til de tre forgængere bringer blot pulsen mere i kog. Det er flere år siden, jeg har sat et album på med så stor forventning.

FUZZORGASME!!!

Nysgerrigheden pirres blot yderligere under albummets fænomenale tamtam-intro, og ved de første guitartoner bliver man helt blød om hjertet: Det er fuldstændig som gode gamle Black Sabbath. Distinkt og forventeligt langsomt, præcis som heltene fra Birmingham, let nedstemt og med slagkraftige, melodiske riffs samt stærke sangstrukturer. Supersonic Megafauna Collision er grundlagt på Iommi-inficerede riff med legato, slides, punch og melodi. De syrede mammutter imponerer med mageløse ombrydninger af egne idéer, der hele tiden resulterer i og leder til nyt terræn. Den to minutter lange kreative leg med titelnummerets introriff er et kompositorisk mesterstykke. Ligeså er den genialt betitlede ”Fuzzorgasm (Keep On Screaming)”, hvor kreativiteten eksemplificeret i det himmelsk udførte mellemspil matcher både Iommis og Hetfields bedste kompositioner. Eller hvad med ”Atomic Shaman”, der præsterer at balancere på et knivsblad af trommebulder, mens omkvædet klagende synges ud? Hvem havde lige set det komme? Den helt store overraskelse er Chris Babalis Jr.’s vokal, der ikke just lyder, som man kunne vente. Den er ret lys, tæt på The Swords J.D. Cronise, med et stort nip Ozzy. Resultatet er Sabbath med Sword-vokal, inklusive stor spændvidde i en nærmest spontan og eminent musikskrivning. Acid Mammoth har nemlig variationen med. Det var der naturligvis også hos Sabbath, men guderne havde som regel underlige mellemspil og lydlandskaber med, stensikkert komponeret på en diæt af ting, der røg op i næsen. Dér sætter grækerne barren højere. De lykkes med alt det, som eksempelvis Saturnalia Temple fejlede fælt med tidligere i år. Saturns kustoder var fuldstændig blanket af for variation, mens den syrede fortidselefant på Supersonic Megafauna Collision konstant skifter græsgange. Bedst som man naivt mener at have rammet bandet ind, sætter ”One With the Void” stearinlysene frem og knalder den psykedeliske stemning på max. Lyt til det nummer, de gange det kræver, og find så en anden semisjæler, der er ditto særegen. Og mens du leder, fortsætter grækerne deres juleaften på ”Tusko’s Last Trip” med dæmpet syreorgel som baggrundstæppe, hvor den lyse guitarintro næsten har samme lyd som Young-brødrenes på ”For Those About to Rock (We Salute You)”. Supersonic Megafauna Collision er derfor meget mere end blot nedstemte guitarriffs, for hele gribebrættet udnyttes med gennemtænkt elegance. Soloerne varierer fra de vilde og semihysteriske til de langsomt stemningsfulde, og i ”Garden of Bones” får vi soli af alle slags. Selv de atonale leveret med en unik og knivskarp guitarlyd. Via let doseret fuzz lander den et sted mellem Fu Manchu og Iommi. Sæt Supersonic Megafauna Collision på, og sammenlign med alt muligt andet. Du kan genkende den her guitarlyd. Genkende bandet. Ligesom man altid kan udskille Rammsteins, AC/DC’s eller Metallicas tidlige lyd.

Tillad mig at bringe fokus tilbage til det trommeparadis, der indleder albummet. Den start overrumpler, hver eneste gang. Solidt placeret på et sublimt album, der driver over af langtidsholdbare perler.

I hælene på guderne

Det er indiskutabelt, at Sabbath med Ozzy var banebrydende geniale (ja-ja, lille Brian, Dio sang også godt, og ti så stille). De første tre (måske endda seks) skiver var skabt af guder. Den stafet samler Acid Mammoth op. Kun tiden kan vise, om albummet er lige så langtidsholdbart. Faktum er, at mine indledende skyhøje forventninger indløses til fulde. Sangskrivningen er bedre end både den gode debut, den onde (og blærede) Under Acid Hoof og den grusomme Electric Wizard-klon Caravan. For Sabbath-afficionados er der god grund til at til at sætte penge i et vinyleksemplar. Og for københelvedes booker at gøre andet end bare feriere i Grækenland.