TOP 3 - Lasse Jacobsen
TOP 3 internationale og danske udgivelser i 2017 - Ifølge skribent Lasse Jacobsen
Life Of Agony
“After hard times comes great music” var der engang en, der sagde. Og det er i dén grad tilfældet med Life of Agony. Crossover-mestrene fra Brooklyn havde deres storhedstid for mere end en snes år siden, men denne blev efterfulgt af et par sløje udgivelser samt udskiftning af forsanger Keith Caputo og ultimativt gik bandet hver til sit.
For et par år siden fandt de dog hinanden igen. Keith var i mellemtiden blevet til Mina, og energien var tilbage. En energi, der på A Place Where There’s No More Pain bliver omsat til vred og energisk Hard Rock af den fineste slags – det er ikke bare et forrygende comeback, men også en fantastisk skive, der i min optik fortjener titlen som årets bedste!
Power Trip
Som kæmpe Pantera-fan har jeg i mange år, lidt for ofte, skuet bagud, mod hvad jeg troede var mere gyldne tider. Tider, hvor metallen virkelig havde en håndfuld bands, der i min optik var de sande mestre. Sikke et hul de texanske sværvægtere efterlod sig, da de gik i opløsning og der var ingen til at løfte arven. Men, men... Af og til kommer der, gudskelov, et band som Power Trip, der viser, at god gammeldags groove med fart, aggression og fængende numre ikke kun hører fortiden til. Nightmare Logic redefinerer ikke, hvad metal er, men den er uhyre velskrevet, fantastisk veludført og tro mod sine rødder. Fantastisk bedrift!
Mastodon
Gode gamle Mastodon. Efter et par lettere intetsigende plader samt en masse ligeså intetsigende live-optrædener i Dannevang var jeg, ærligt talt, ved at være lidt træt af dem. Derfor var det en stor overraskelse af den bedre slags, da Emperor Of Sand fandt vejen til mit anlæg og faktisk lød forbløffende godt. Det er en af den slags plader, der bliver bedre for hver gennemlytning, og slår fast med store fede søm, at Mastodon bestemt ikke er færdige på den store scene. Den store hæder, som pladen har modtaget stort set alle steder, er bestemt ikke ufortjent.
DANSKE
Shadowspawn
Sikke et år for dansk metal. Og sikke en højkonjunktur for dansk metal i det hele taget!
På det seneste har den danske black-scene, ikke ufortjent, trådt hårdt igennem på den store klinge, og udlandet er ved at få øjnene op for vores upcoming navne. Men glem endelig ikke, at Danmark også efterhånden har en del rigtig gode death bands - deriblandt Shadowspawn!
Hope Lies Dormant rummer en herlig mængde flot komponerede numre, der balancerer på fineste vis mellem melodi, groove, opfindsomhed og rendyrket smadder. Der er mange plader om buddet, men Hope Lies Dormant er årets bedste.
Jeg har sagt det før, og jeg bliver ved med at sige det: Hold øje med Shadowspawn!
Anubis Gate
Endnu en gang formåede de danske prog-mestre at sprænge både karakterskalaen her på sitet, samt rammerne for, hvad prog metal kan være. Hvem siger, at god prog defineres ved mængden af introverte nørde-soli og selvforherligende jazz-elementer, som ingen forstår? I hvert fald ikke Anubis Gate. Med et overraskende dystert og uhørt godt komponeret og sammenhængende værk har den danske kvartet (igen) formået at skabe et album, der i sin helhed ganske enkelt er en enestående bedrift.
Billy Boy In Poison
Baest, Livløs, Prevail, Deus Ortiseus, Shadowspawn og jeg kunne blive ved... Dansk death metal oplever i disse år en uhørt mængde af sublime bands, der buldrer kompromisløst frem på den store scene uden at se sig tilbage. Men helt fremme i bussen sammen med alle de førnævnte er det nødvendigt man bemærker Billy Boy In Poison og deres fremragende album Invoker. Death metal behøver ikke kun at bestå af lige dele hastighed og brutalitet. Der kan også tilsættes atmosfære og elegance, og det er lige netop hvad bandet har gjort. De viser, at det brutale også kan være utroligt smukt - jeg bøjer mig i støvet for Billy Boy In Poison.