Ian Parry

Perioden 2011-2012 har været to store år for Ian Parry, manden bag the progressive koncept-projekt Consortium Project. Ikke blot har Lion Music genudgivet de første fire skiver fra Consortium Project i løbet af 2011 og 2012, Parry udgav også det femte og sidste Consortium Project album Consortium Project V: Species, der dermed afslutter en musikalsk rejse på mindre end tolv år. Vi har taget os en snak med Ian Parry, der kigger tilbage på sin 12-årige rejse udi progressiv metal med Consortium Project og også løfter lidt for, hvad fremtiden har at byde på. Resultatet er et detaljeret og dybdegående fascinerende interview med en af den progressive metals mest kreative sangskrivere.

IAN PARRY

Udført af Time Signature

Ian, du har for nyligt genudgivet hele Consortium Projects diskografi på Lion Music. Så føst vil jeg lige sige tillykke med genudgivelsen af alle de første fire album, og det er vel ikke for sent at lykønske med udgivelsen af Species fra 2011. Hvordan er dette album blevet modtaget siden udgivelsen i 2011?

Jeg har fået de bedste anmeldelser nogensinde, siden Species blev udgivet på verdensplan, og, eftersom det er det sidste kapitel i mit Consortium Project-koncept, er jeg naturligvis meget glad.

Hvordan føles det at have færdiggjort et så omfattende projekt? Du må have brugt maget tid på det og lagt meget arbejde i det.

Jeg er på mange måder glad, specielt fordi jeg har lavet et udmærket sidste album og har arbejdet med nogle fantastiske musikere og sangere. Men det gør mig også lidt trist til mode at vide, at det hele er slut nu. Dog ved jeg, at det er lykkedes mig at samle både kendte og ukendte musikere fra hele verden sammen i et musikalsk konsortium, og det har været noget af en enorm bedrift. Det er jeg meget stolt af, og jeg er endnu mere stolt over at have arbejdet med så fantastiske professionelle musikere.

Eftersom Species er det sidste Consortium Project-album, var skrive- og indspilningsprocessen anderledes, eller føles det anderledes, end på de forrige fire album?

Jeg tror, at den sværeste opgave var at skrive en troværdig femte og sidste del af min koncept-historie, og, da det var overstået, stod jeg overfor at skulle skrive stærke sange i en anderledes stil og musikalsk retning, der dog stadig havde de symfo-progressive elementer fra de første fire Consortium Project-album. Det er derfor, jeg skrev nogle mere metalriff-orienterede sange på Species, mens jeg stadig sigtede efter power og melodi samt de symfoniske detaljer på mine keyboards. Derfor tog det næsten to år at skrive og indspille albummet samt at koordinere det hele med alle mine kolleger, men resultater taler for sig selv. Jeg synes, hvis jeg skal være ærlig, selv, at det er mit bedste album.

Gendugivelsen af de første fire Consortium Project-album skaber en udmærket mulighed for at kigge tilbage og evaluere de fire første skiver. Har du gjort det, og føler du, at du er helt tilfreds med dem alle sammen, eller er der nogle ting, du måske ville have gjort anderledes?

Jeg kunne måske godt tænke mig at have inviteret nogle flere af de musikere, som jeg har beundret i så mange år. Jeg kunne også godt tænke mig at have turneret mere med Consortium Project, men i det store hele opnåede jeg det, jeg ville, da Lion Music fortalte mig, at de ville udgive de remasters af de fire første album.

En ting, som er interessant at kigge på, er musikkens udvikling henover de første fire album, i og med at musikken bliver mere og mere episk og mangfoldig for hvert album, mens det tunge og det groovy fra det første album bibeholdes. Er det noget, du har tænkt over selv?

Mit mål var at skrive og producere et album, der var anderledes end de fire første – denne gang med sange, der bygger mere på metalguitar, men som stadigvæk indeholder det, der har været essensen på de fire første Consortium Project-plader i løbet af de sidste tolv år. Når jeg kigger tilbage, kommer jeg stadig op at køre over, hvor fængende og bombastiske de gamle numre lyder, og de gamle skiver får mig stadig til at smile, og det er jo det, der tæller.

Hvad er egentligt det underliggende koncept bag Consortium Project?

I løbet af de sidste tolv år har jeg gerne villet skabe opmærksomhed omkring emner så som global opvarmning, forurening, grådighed i finansverdenen, magtkampe og den effekt, som olieselskaber har på vores liv (de sorte guld). Jeg så for mig et samfund, der langsomt havde fået nok, indtil den ozon, der gør at vi kan indånde den luft omkring os, som vi tager for givet, er helt opbrugt, og den eneste måde at redde menneskeheden på, er at dele samfundet op i to racer. Langt ude i fremtiden bliver verdenen reddet af kvinder, der endeligt genforener de to racer og begynder en søgen efter vores forfædre, som afslører at menneskeracen har rumvæsen-aner. Nu tænker du sikkert "Hvad taler manden om?!" Ha! Ha! Jeg elsker science fiction, og man skal aldrig holde op med at drømme og fantasere. Jeg går også meget op i, hvad vi gør mod verden, mens forurening og global opvarmning fortsætter med at have en indvirkning på vores liv, selvom disse fakta nu er glemt af medierne, der kun er interesserede i dagens overskrifter. Resten er en slags Hollywood i pladestudiet, som giver folk lidt substans at gå til.

Hvordan vil du selv beskrive Consortium Projects musikstil – er du tilfreds med, at musikken normalt beskrives som progressive power metal?

’Progressive melody power rock metal’ beskriver musikken ganske godt, med røvsparkende bidrag fra nogle af det bedste musikere og sangere fra rockens of den gotiske metals verden.

Du har ændret det første albums titel fra Consortium Project til Consortium Project I: Criminals & Kings. Hvordan kan det være?

Jeg har altid gerne villet give den første del af konceptet, og dermed det første album, en ny titel og et nyt album-cover, som jeg allerede havde klart lige efter, pladen var udgivet. Dengang, da jeg skrev sangene, tænkte jeg ikke rigtigt over konceptet, og det var først senere, at historierne og koncepterne fra det første album blev til grundlaget for en koncept-historie, som nu er fuldendt.

Du har taget os med på en episk musikals rejse med de fem Consortium Project-album. Eftersom de første fire af dem er blevet genudgivet, er det relevant at kigge tilbage på dem. Hvordan vil du karakterisere Consortium Project I: Criminals & Kings i forhold til de andre album, og hvordan har du det med albummet nu?

Det var lidt af et logistisk mareridt at få styr på alle de musikere, der optræder på et album at dets kaliber, da der blev brugt forskellige studier i USA og i Europa, og jeg er glad for, at jeg ikke skal igennem det igen. Men netop på grund af alle de musikere, der bidrog med deres utrolige talenter, så var det det hele værd. Så, når jeg kigger tilbage på det, så er jeg glad for, at jeg kastede mig ud i det enorme projekt.

Hvad handler teksterne på Criminals & Kings om?

Hver sang forklarer folks kvaler, som er forvoldt af den forandring, som menneskehedens undergår, og det stigende fokus på materielle goder, og den desperation, som folk føler i deres dagligdag. Et eksempel er, at "A Miracle Is All We Need" for at redde menneskeheden fra ødelæggelse.

Hvordan er Continuum in Extermis lyrisk forbundet til Criminals & Kings.

Teksterne forklarer koncept-historien i flere detaljer og fortæller, hvordan verdenssamfundet kollapser, og kvinderne har et valg, hvis planeten skal reddes, og det er at dele samfundet op i to. Takket være udviklingen af kloningteknologi, er kvinderne i stand til at forvise mændene fra verdenssamfundet, og kvinderne bygger derefter en biosfære, efter at verdens ozon er opbrugt, og fortsætter med at leve alene, beskyttet af deres nye domæne.

Musikalsk set er der noget af et spring til Continuum in Extremis fra Criminals & Kings. Er det noget, der er sket naturligt, eller er det et bevidst træk fra din side?

I løbet af de næsten ti år, jeg arbejdede i Elegy, stod jeg ikke blot for vokalen, men jeg bidrog også med nogle af mine egne mere progressive sange, og det er derfor, den progressive stil med temposkift dukker op på denne plade, så som “Momentary Lapse of Reason". Derudover ville jeg gerne have mere variation på det andet album, da jeg havde skrevet alle sangene til Criminals & Kings, og det var derfor, jeg spurgte mine kolleger, om de ville bidrage med sange til det andet album. Thomas Youngblood fra Kamelot skrev musikken til “Poetic Justice", Stephan Lill fra Vanden Plas skrev “Mirror Image" og min yndlingssang fra albummet “What You Sow You Reap", og den franske guitar-virtuoso Patrick Rondat skrev de smarte arrangementer til “The Catalyst". Disse mange input var med til at give det andet album en speciel kant, der er ret forskellig fra debutalbummet.

Terra Incognita (The Undiscovered World) er ret tæt på Continuum in Extremis, stilmæssigt, men det virker som om, du har skruet op for det symfoniske og det progressive. Er det korrekt?

Jeg tror, at den tydelige forskel på det andet og det tredje album kommer fra ex-Elegy keyboardspiller Joshua Dutrieuxs evner som sangskriver, kombineret med Kamelot-trommeslager Casey Grillos veludførte trommespil. De sange, som er skrevet af keyboardspilleren, har også stort fokus på de symfoniske. Prog-elementerne havde vi alle med os fra både Elegy og Kamelot.

Hvad handler teksterne på Terra Incognita (The Undiscovered World) om?

Den tredje del af konceptet beskriver menneskeheden, som den ser ud 375 år ude i fremtiden. Efter man har opdaget nogle begravede skrifter om fortiden, nutiden og fremtiden, sættes et enormt projekt i gang for at finde de overlevende mænd, der i sin tid blev forvist, og racen genforenes.

Hvordan passer Children of Tomorrow musikalsk set ind i helheden?

Efter at have besluttet mig for at gøre Consortium Project til en trilogi, der slutter med, at menneskeheden genforenes, hørte jeg nogle sange fra min kollega, Within Temptations ex-trommeslager Ivar de Graaf. Disse sange slog mig som værende perfekte til et fjerde Consortium Project-album. Og så kunne jeg deles om produktionen af skiven med Joshua Dutrieux, som også bidrog med nogle mindeværdige arrangementer, så som åbningsnummeret “A Sign of the Times" og “Nowhere Fast", som vi endte med at bruge som musikvideoen for Children of Tomorrow. Jeg tilføjede den originale akustiske version af balladen “Let the Wind Carry you Home’, hvor Ivar de Graaf spiller akustisk guitar.

Hvordan passer denne skive ind i projektet rent lyrisk?

Den fjerde del af historien handler om menneskehedens søgen efter vores forfædre, og vi finder ud af at vores ophav er et sted i det ydre rum og ikke på denne jord.

Dette tager os tilbage til Species. Som afslutning på hele projekted, hvor dan vil du beskrive musikken på denne skive i sammenligning med de første fire album?

Kort sagt, er Species et guitarriff- og metalorienteret album med meget tunge passager, en som også har de symfoniske elementer fra de foregående albums med episke kvindekor og utrolige kvindelige lead-vokaler af den danske sangerinde Lene Petersen. Vi synger også nogle mindeværdige duetter, som i “Species" og “Silence Calling". Alt dette bindes sammen af Casey Grillos røvsparkende trommer og styrkes yderligere af Stephan Lills tunge guitar.

Hvordan ender historien, om man så må sige?

Jeg havde faktisk afsluttet historien, men, når jeg kiggede tilbage, gik det op for mig, at der var en løs tråd i afslutningen på det fjedre album. Det femte og sidste afsnit af historien tager menneskeheden ud på en episk rejse til det ydre rum, hvor vi opdager og møder vores rumvæsen-forfædre. Dette har alvorlige konsekvenser, som verden aldrig har set før. Historien ender med en ret trøstesløs men stadig håbefuld atmosfære. Efter vore rumvæsen-forfædre ankom til Jorden for at kolonisere planeten tusinder af år forinden, begyndte de et avlsprogram med henblik på at klone en menneskerace. Da de vender tilbage til jorden for at udslette menneskeheden, slår skæbnens grumme ironi til, da en simpel influenza-virus fra det enogtyvende århundrede udsletter vore rumvæsen-forfædre og redder menneskeheden.

Og så et lidt fjollet spørgsmål. Du refererer normalt til de fem Consortium Project-skiver som en kvadrilogi plus en epilog. Er der nogen speciel grund til, at du ikke omtaler til alle skiverne som en pentalogi.

Da udgivelsen af Species var i gang, omtalte jeg altid de fem plader som en pentalogi og de fire remasters som kvadrilogien.

Det må have været en meget interessant oplevelse at arbejde med så massivt et projekt i mere end et årti. Har du udviklet dig som en musiker og sangskriver i løbet af Consortium Project?

Min sangskrivning har uden tvivl udviklet sig, og jeg tror, at mine kollegers talenter har haft en stor indflydelse på min sangskrivning i løbet af de sidste tolv år, og det samt muligheden for at have samarbejdet med disse fantastiske mennesker er jeg så evigt taknemmelig for.

Hvad har du lært som musiker, og som person, af at arbejde med Consortium Project?

At, hvis man har en drøm, skal man aldrig være bange for at forfølge den, for man ved aldrig, hvor drømmen vil føre en hen.

Hvad er de tre bedste minder, du har fra at arbejde med Consortium Project?

Første gangm jeg tog til Tampa, Florida, I USA for at arbejde med Thomas Youngblood og Casey Grillo efter Elegy/Kamelot-turnéen i 1998. Det var første gang, jeg var i Amerika, og en anden drøm gik i opfyldelse, da jeg fik mulighed for at besøge Kennedy Space Center med Thomas og Elegys trommeslager Dirk Buinenberg (som spiller på Criminals & Kings). Første gang vi turnerede i Europa i 1999 som Consortium Project med Dirk, Stephan, Patrick og de nye medlemmer Gunter Werno på keyboard (fra Vanden Plas) og Patrice Guers på bas (fra Rhapsody) er også et godt minde. Det var også specielt at modtage den første Consortium Project-CD og tolv år senere den sidste Species-CD og dermed lukke den musikalske bog og afslutte en fantastisk rejse.

Hvad med de tre værste oplevelser?

Da det gik op for mig, at piratkopiering kan dræbe musikindustrien, som vi kender den, og dermed ville projekter som Consortium Project ikke kunne finansielt blive virkeliggjort (det samme, synes jeg, er ved at ske med filmindustrien). Det var også frustrerende, når mine kolleger ikke havde mulighed for at spille på nogle af mine plader, specielt fordi det var noget, jeg rigtigt gerne ville have haft, fordi deres stil ville have passet perfekt til mine sange. Sidst men ikke mindst er det ærgerligt ikke at kunne være i stand til at kunne afholde en afskedsturné på grund af finanskrisen.

Hvad inspirerede dig til at kaste dig ud i Consortium Project til at starte med?

At få musikere sammen fra hele verden og at hjælpe med at få ukendte talenter frem i verdensmedierne.

Nu hvor hele Consortium Project-diskografien er blevet genudgivet på Lion Music, er der så planer om også at genudgive Symphony of Dreams, Artistic License, and Thru’ the Looking Glass, som du har udgivet som soloalbums.

Det kunne være fedt, men i disse hårde tider er det nok noget, jeg kunne finde på at gøre senere.

Du udgav solo-albummet Visions i 2006, mens Consortium Project endnu ikke var færdiggjort. Var det nemt at lægge afstand til Consortium Process, mens du arbejdede på Visions?

Det var faktisk meget naturligt. Lyde og instrumenter har en stor indflydelse på mig, når jeg skriver sange og kan inspirere mig til at skabe musik i en helt anden retning bare på grund af en lyd eller en nuance. Tekstmæssigt er jeg inspireret af, hvad der nu sker i mit og mine venners og families liv og i verden generelt.

Du har for nyligt arbejdet med det græske metalband Crystal Tears. Hvordan var det?

Jeg har masser af gode minder fra at arbejde med Crystal Tears i omkring fire år. Deres trommeslager kontaktede mig i 2007, som spurgte om jeg var interesseret i at arbejde på nogle af deres sange og synge på disse sange på deres andet album. Jeg gjorde det, og resultatet var en meget stærk metal-CD i form af Generation X, som blev udgivet senere i 2010. Før udgivelsen havde jeg sunget i nogle live shows i Crystal Tears’ hjemby Thessalonica, og senere i juni 2011 tog vi på nogle mini-turnéer for at promovere vores album i Athen og andre byer rundt omkring i Grækenland. I august efter at have arbejdet på nyt vokalmateriale til deres nye album i mit studie i Holland indså jeg, at bandets retning for det nye album og min egen stil ikke længere matchede, så jeg besluttede mig for at stoppe, mens legen var god, efter en succesfuld turné tidligere det år, Nu har Crystal Tears en ny sanger, og deres tredje album er klart, og jeg ønsker dem det det bedste, og jeg vil altid værdsætte de gode tider, jeg havde med bandet i Grækenland, som er et vidunderligt land.

Jeg har hørt, at du arbejder på et klassisk rock-album. Kan du sige lidt mere om det?

Jeg har altid gerne villet lave et mere kommercielt tilbage-til-rødderne-agtigt album, og siden den sidste halvdel af 2011 har jeg skrevet og optaget nyt materiale sammen med tromme- og vokal-tracks, som jeg tidligere har indspillet, og jeg er også i gang med at etablere et nyt kommercielt rockband. Det er lidt for tidligt at sige mere end, at jeg arbejder sammen med den amerikanske guitarist Jack Frost fra Seven Witches på nogle guitar-rock numre, vi har skrevet sammen. Hvis alt går, som det skal – men disse dage i musikbranchen, kan man aldrig vide – så håber jeg at have albummet klart i starten af 2013 med live shows planlagt, før albummets udgivelse.

Har du andre planer for fremtiden, som du gerne vil afsløre for os?

Jeg håber på at kunne lave mere sammen med Jack Frost, måske for Seven Witches, og efter at arbejde på en Røde Kors velgørenheds-CD i forbindelse med det japanske jordskælv håber jeg på at kunne fortsætte samarbejdet. For nyligt var jeg i København for at hjælpe Lene Petersen og hendes nye band med arrangementer til deres debut-album. Lad os holde fingrene krydset for, at Lene og jeg kan gentage de fantastiske duetter, vi sang på Species i den nærmeste fremtid.

Endnu engang tillykke med færdiggørelsen af Consortium Project og held og lykke med dit klassiske rock-projekt. Tak for interviewet.

Selv tak tid dig og Claus og alle vores fans HMdks læsere. Jeg har ikke spillet i København i et par år nu, og jeg håber på snart at kunne komme tilbage til Danmark og spille nogle fede shows. Jeg ønsker HMdk det bedste held og lykke i fremtiden