Top-3: Mikkel Skotte-Yven 2024
Hårdt arbejde og store opdagelser
Som spritny anmelder på sitet har det været spændende, men også udfordrende at skabe en top-3 over året. For med den første anmeldelse i hus den 13. november så er det kun blevet til yderligere tre styks her midt-december. Jeg vil ellers sige, at jeg har fulgt nogenlunde med i rock- og metalverdenen gennem året, men efter jeg har gennempløjet både anmeldelser, men især udgivelser igennem så må jeg indrømme, at jeg har misset et par perler!
Indenfor danske udgivelser har de tre, jeg har valgt, en del tilfælles trods deres forskellige udtryk. De har blandt andet den nerve, de formår at skabe i deres musik. Det dragende udtryk, som de frembringer på deres plader, og som har fået mig totalt opslugt af deres lydbillede ligeså. Og så, hvilket jeg elsker, benytter de alle det danske sprog. Næsten uanset hvilket sprog der er tale om, så er det for mig dragende, når et band vælger at synge på deres modersmål. Min udenlandske liste derimod, den er en noget mere blandet pose bolsjer. Der er det aggressive og energiske, og der er det mørke, tunge og atmosfæriske. Det spænder bredt lige fra amerikansk hardcore til hollandsk post-rock over til islandsk prog.
Danske udgivelser
3. plads: Vægtløs – Aftryk
Vægtløs rammer en nerve med deres debut, Aftryk, hvor de griber fat i nogle af livets mest smertefulde følelser: sorg, tab og vrede. Det er et album, der tør tage emner op, mange undgår, og det gør de med en enorm intensitet. Musikken balancerer mellem screamo-vokalens desperation og mere intime, nærmest dagbogslignende øjeblikke. Musisk formår de at blande storslået blackgaze med post-metal, hvor musikken bevæger sig fra melankolske toner til kaotisk intensitet. Denne modige kombination gør albummet til en særdeles unik oplevelse. Aftryk er ikke for sarte sjæle, men for dem, der søger trøst i musikken, er det som en udstrakt hånd midt i mørket – intenst, modigt og nødvendigt.
2. plads: Kollapse – AR
Kollapse er for mit vedkommende et forholdsvis nyt bekendtskab, men for helvede da, hvor er jeg blevet revet med af AR. Bandet har begået et råt og kompromisløst værk, hvor de tunge riffs og de aggressive vokaler hele tiden opretholder en nerve, der går dybt under huden og rammer lige midt i maven. Det er netop denne følelse, som Kollapse formår at skabe, som jeg er faldet for. Jeg glæder mig virkelig til, forhåbentligt, at opleve dem live et sted i landet i 2025. Produktionen er markant forbedret i forhold til deres tidligere udgivelser og byder på et mere støjende og upoleret lydbillede, som virkelig fremhæver albummets rå energi. Albummet er mørkt, brutalt og smukt – lige som det skal være.
1. plads: Demersal – Demersal
Første gang jeg hører Demersal, er det med nummeret ”Som Et Barn Mod Dit Bryst”, fordi jeg lige skal tjekke ud, om jeg skal tage ind til Onkel Dannys Plads og se dem spille til armbåndspåsættelse til Copenhell 2024. Inden nummeret er færdigt, sidder jeg med tårer i øjnene, fordi jeg bliver dybt berørt af nummeret. Især på grund af linjerne ”hellere dø end at slås / maler krydser i vores pander / så de ved, hvor de skal ramme os”. Det var et rungende ”JA” til, om jeg skulle se dem spille live! På albummet Demersal føles det som at træde ned i et dybt, mørkt og overvældende hav af følelser. Deres nye album tager det bedste fra blackened hardcore og screamo, som kombineres med en atmosfærisk dybde, der virkelig rammer mig. Selvom deres engelske tekster ikke helt rammer samme høje niveau som de danske, er det svært ikke at lade sig rive med af deres kompromisløse udtryk.
Boblere:
Siamese – Elements
Syl – Afmagt
VOLA – Friend Of A Phantom
(0) – KNÆK.MØRKE.MOD.LYS
Internationale udgivelser
3. plads: Knocked Loose – You Won’t Go Before You’re Supposed To
Siden jeg så Knocked Loose første gang på KB18 tilbage i 2018, så har jeg været fan af dem. Jeg elskede deres første album, Laugh Tracks fra 2016, som jeg stadig mener, er deres bedste udgivelse. Men i 2024 leverede de en knytnæve af et album med You Won’t Go Before You’re Supposed To. Drengene fra Amerika blander brutale breakdowns med eksperimenterende tvist og skaber en uafbrudt rejse gennem hardcore og metalcore. På de blot 27 minutter, albummet varer, formår de at præsentere en enorm energi og kreativitet, der efterlader et uudsletteligt indtryk. Albummet demonstrerer, hvorfor Knocked Loose er en ustoppelig kraft på scenen – deres intense udtryk og evne til at overraske gør det umuligt ikke at blive revet med fra første sekund. Uagtet om de står på en lille scene og får alle fra publikum med herop på KB18, eller om de gennemtæsker Pandæmonium på Copenhell, så har denne 35-årige gamle krop svært ved ikke at moshe, som gjald det livet, og glædes over, at der findes smertestillende til dagen derpå.
2. plads: DOOL – The Shape of Fluidity
Det er først for nyligt, at jeg for alvor blev fascineret af hollandske DOOL. Men deres udgivelse The Shape of Fluidity er en dragende oplevelse, der mesterligt balancerer mellem en svævende let fornemmelse og knusende intensitet. Albummet blander rock- og metalgenrer på en måde, der føles både nytænkende og naturlig. Raven van Dorsts vokal skinner igennem med karisma, mens bandet bygger en dynamisk og dyster stemning, der er umulig at slippe. Fra hypnotiske passager til tunge riffs emmer pladen af følelsesladet styrke og kompleksitet. En lytteoplevelse, der ikke må overses.
1. plads: MÚR – Múr
Her er virkelig en af de unikke perler, som jeg beskrev i starten af denne årsliste. Lige så smaskhamrende forelsket jeg blev i landsmændene fra Agent Fresco, da jeg så dem på Roskilde Festival tilbage i 2011, blev jeg en morgen i november, da jeg første gang satte Múr på i mine hovedtelefoner. Togturen fra Nørreport Station til mit arbejde har aldrig været bedre end netop denne! Især første nummer på skiven, ”Eldhaf”, kører på repeat. Det er bandets debutalbum, hvilket man bestemt ikke kan høre, da de i første hug har formået at skabe et vellykket og helstøbt værk. Som mestrer balancen mellem tungt groove, progressiv finesse og en dragende atmosfære. Inspireret af bands som Gojira og Opeth, men med deres helt egen, distinkte lyd skaber islændingene en lydmur, der både rammer hårdt og smukt. Albummet føles som en rejse gennem apokalyptiske landskaber. MÚR bygger deres egen lydmur og tør gå nye veje, hvilket er med til at sikre dem en velfortjent førsteplads på min top-3 over årets bedste album.
Boblere:
As I Lay Dying – Through Storms Ahead
Linkin Park – From Zero
1000mods – Cheat Death
Ulcerate – Cutting the Throat of God
På genskriv i 2025
Jeg glæder mig til, forhåbentligt, flere fænomenale udgivelser i 2025! Det bliver spændende at se, hvor mange anmeldelser jeg har under bæltet, når vi rammer december næste år. Hvis du i mellemtiden ikke ved, hvad du skal lytte på, så har jeg lavet en Spotify-playliste baseret på min top-3 for i år. Sidst, men ikke mindst, ønsker jeg alle en rigtig glædelig jul og godt nytår.