This is evolution – The monkey, the man, then the gun …!
Foto: uncredited fan art
25-årsjubilæum: Portræt af Holy Wood (In the Shadow of the Valley of Death)
Marilyn Manson kigger om føje tid forbi KB Hallen, hvilket vi i januar markerede med jubilæumsanmeldelsen af Holy Wood (In the Shadow of the Valley of Death). Vi lovede i den forbindelse en nærmere gennemgang af koncept, tematikker og tilblivelsen af det kontroversielle værk, der samtidig udgjorde tredje og sidste del af den eponyme sangers cykliske semiselvbiografi …
The Triptych
For at forstå albummets konceptuelle oplæg må vi for en kort stund vende blikket mod protagonisterne på trilogiens tidligere udgivelser. Her møder vi ’The Worm’, en selvbestaltet frelserfigur, der brændende ønsker at redde verden – blot for at blive bekendtgjort med det faktum, at verden slet ikke ønsker hans hjælp. Opslugt af vrede og foragt transformeres denne tragiske antihelt til den destruktive og undertryggende persona Antichrist Superstar. Næste stadie i udviklingsprocessen belyser det mildt sagt surrealistiske modsætningsforhold mellem ’Alpha’ og ’Omega’. Her sættes blandt andet fokus på den fortvivlende, afstumpede adfærd, der undervejs fremstiller menneskeheden som intet andet end Mechanical Animals. På Holy Wood sluttes ringen med Adam Kadmon som den metafysiske manifestation af Friedrich Nietzsches ’overmenneske’. Men … man kan således, alt efter fortolkning og helt i Mansons ånd, vælge at vende fortællingen på hovedet: således at vi hver især begynder med at være inkarnationen af ’det perfekte menneske’, der langsomt nedbrydes af verden omkring sig og med tiden reduceres til et sølle og tragisk væsen med selvsamme destruktive tendenser som de omgivelser, vi oprindeligt søgte at hæve os over.
‘Is adult entertainment killing our children? Or is killing our children entertaining adults?’
Adspurgt om de fundamentale tematikker er Manson i sin tid citeret:’[Holy Wood is] not necessarily [all] about the Columbine incident, but more the reason why it happened’. Albummet adresserer altså ikke blot det skændige skoleskyderi som et isoleret voldstilfælde, men peger snarere i retning af USA’s kultur for kollektiv besættelse af skydevåben, død og berømmelse. Derudover revses landets konservative syn på kristendommen, traditionelle familieværdier og i særdeleshed den stiltiende accept og glorificering af vold transmitteret gennem mainstreammedierne. Tilsammen udgjorde disse anklagepunkter den vanhellige treenighed, verden senere skulle lære at kende under sloganet Guns, God and Government!
‘The president is dead … let us pray’
22. november 1963, klokken 18:30: Præsident John F. Kennedy likvideres på åben gade i Dallas, Texas. Her bliver ABC News Radio som det allerførste medie krediteret for at rapportere om hændelsen. En transmission, der indledes med ovenstående ord fra ankermand Don Gardiner – blot syv minutter efter drabstidspunktet! Den berømte frase danner således ramme om nummeret ”President Dead”, der sammen med titler som ”Target Audience … ” og ”Lamb of God” drager paralleller til både Jesus Kristus og John Lennon. Alle til hobe udråbt til martyrer, reduceret til simple genstande for de tilbedende masser. Den sønderlemmende kritik af medier og litteratur vendte således diametralt om på rollefordelingen mellem ’anklager’ og ’anklagede’. Her er det nærliggende at nævne TIME, der i kølvandet på ’Columbine-tragedien’ valgte at trykke billeder af gerningspersonerne på forsiden af magasinet, ikke bare én, men hele to(!) gange. Eller som Manson selv formulerede det: ‘turn[ing] criminals into folk heroes. They just created two new ones ... Don't be surprised if every kid who gets pushed around has two new idols.’
‘And I am not sorry, and I am not sorry. This is what you deserve’ (citat: Charles Manson)
Den flamboyante provocateur har, ikke ulig netop Lennon, ofte sat en ære i at bevæge sig uden for samfundets stiplede linjer. I det hele taget emmer produktionen af eksperimenterende adfærd, hvorfor Manson i nogle henseender har draget paralleller mellem Holy Wood og The White Album (The Beatles, 1968). Åbneren ”Godeatgod”, der følger Adams funderende vandring gennem ørkenen, spejler således visse faser af albummets indspilningsproces, der undervejs fandt sted i lignende omgivelser. Vi finder samme refleksioner i ”The Fight Song”, et patroniserende ordspil, der trækker tråde fra slagsange brugt i sportens verden til paradokset mellem en voldsforherligende ungdomskultur og kristendommens indoktrinerende slavementalitet. ’I'm not a slave to a god that doesn't exist’ er igen et nik mod Nietzsche, mens ‘the death of one is a tragedy but the death of millions is just a statistic’ er adapteret direkte fra Josef Stalin. Hvis historien har lært os noget, må det være, at ingen er urørlige. Albummets næstsidste nummer fremhæver på skræmmende aktuel vis båndet mellem fortid, nutid, og hvad der meget let kunne have været fremtiden: ”King Kill 33” tolkes i traditionel kontekst som reference til frimurerordenens højeste rang, der som regel indehaves af samfundets øverste spidser. Med andre ord: Havde vinden lørdag den 13. juli 2024 stået blot en smule anderledes, så havde historien om attentatforsøget mod Donald Trump taget en ganske anden drejning. Det skete som bekendt ikke. I stedet fødtes en ny martyrfortælling, og mediemøllen kværner således ufortrødent videre. I Mansons øjne ligger vi dog uden tvivl, som vi har redt, og har dermed kun os selv at takke for, at vi fortsat befinder os i det, der med rockstjernens egen retorik kunne kaldes The Golden Age of Grotesque.