Zombie-død for fuld smadder
Dødsmetallen har siden slutfirserne, hvor den opstod som en ekstrem afart af thrash-metallen, udviklet sig til en masse undergenrer, der alle har masser at byde på. Hvor mange dødsmetal-subgenrer typisk er teknisk avancerede, så er den mere old school dødsmetal ovre i noget, som nok bedst kan beskrives som smadder. Ikke ulig bands som Cianide, Necrophagia og størstedelen af den svenske dødsmetalscene fra starthalvfemserne trækker østriske Zombie Inc. primært på old school dødssmadder på deres andet album Homo Gusticus.
Zombie Inc. er faktisk så gennemført old school, at man kunne kalde dem dødsmetallens svar på B-filmen. Stort set alle numrene handler om zombier, horror, ultravold, kannibalisme, og hvad 70ernes B-film ellers havde at byde på af grusomheder. Faktisk er der flere segmenter af lydeffekter henover musikken, der skal repræsentere folk, der bliver ædt af zombier, og her går ingen fri - selv ikke kvinder og børn. Intentionen bag disse indslag er jo nok sort humor, og i sidste ende virker de - ulig de B-film, de hylder - mere kiksede end underholdende; de forstyrrer også lidt den samlede lytteoplevelse, synes jeg.
Men hvad med selve musikken?
Se, den er der ikke noget i vejen med!
Der er som sagt tale om old school dødsmetal - nærmere betegnet lettere primitiv død, der tager afsæt i den rå stockholmerlyd fra start-90erne. Dette betyder, at der er fokus på riffs og smadder snarere end teknisk finesse, og er der noget, denne hob vanvittige østrigere kan finde ud af, så er det at spytte knusende riffs ud. Udover gammeldags dødskaos, som blandt andet høres i "Cum Undone", "E=MCarnage2" og "With the Mob", så trækker Zombie Inc. også på crust og hardcore punk (hvilken jo også var noget man gjorde i stockholmerdødsmetallens storhedstid), som man blandt andet kan høre i "The Rocking Dead" og "Better Off Dead". Der er da også et lille snert af mere moderne dødsmetal i form af et par blastbeats nu og da samt nogle blackened passager, og så er der unægteligt også lidt af en death 'n' roll stemning at spore på skiven.
Ser man bort fra de lidt irriterende lydeffekter (er man fan af den slags, skal man selvfølgelig ikke se bort fra dem), så har vi med en solid og charmerende old school dødsmetal-skive at gøre, som fanger den energi, der netop gør gammeldags smadder-død tidløs og til alle tider fornøjeligt at høre på. Homo Gusticus er ganske vist ikke helt på samme niveau som bandets debutalbum A Dreadful Decease men kan da bestemt anbefales.
