"Power Dive" er det andet album fra tyske Voices of Destiny, der byder på symfonisk metal med kvindelig vokal.

Stilmæssigt har vi med det såkaldte "beauty and the beast"-format at gøre, hvilket vil sige, at den rene kvindelige vokal akkompagneres af mandlige growlede vokaler. Selve musikken trækker på moderne power metal, og der er også enkelte death-thrash elementer, og dette er så pakket ind i symfoniske effekter, der primært er genereret på keyboards.

Symfonisk metal er en af disse genrer, som enten kan munde ud i noget fantastisk eller noget rent katastrofalt. Voices of Destiny balancerer virkeligt på den hårfine grænse mellem disse. Man må give dem, at der dukker nogle ret stærke riffs op flere steder på albummet - og mange af dem har både god groove og power, og bandet formår da også at skabe en appellerende stemning flere gange.

Når det så er sagt, så er der også nogle elementer på albummet, som er minusser hos mig. For det første har beauty-beast-formatet det med at være totalt cheesy, og det er det også på denne skive. Og så slår Maike Holzmans kvindelige vokal mig som værende ret tam (det synes jeg også, at Lukas Palmes growls gør). Denne silkebløde og skønne kvindelige vokal er ganske vist en integreret del af hele beauty-beast-formatet, og det er også en af årsagerne til, at jeg ikke er den store fan af beaty-beast-metal (jeg foretrækker, når sangerinder virkelig rocker igennem - hvorfor skulle de ikke have lov til det?). Det skal nævnes, at Maike Holzman dog formår at levere nogle skarpe vokalmelodier, og jeg tænker, at hvis de droppede growlene og bare lod hende tage sig af al sang, så ville hun fremstå i et meget bedre lys og vise, hvor god en sanger, hun faktisk er. Så, kombinationen af growls og kvindelig vokal på denne skive er ret øv!

I det store hele er albummet også ganske forglemmeligt. Man kan høre, at Voices of Destiny har forsøgt at lave nogle melodiøse og fængende (og til tider nærmest poppede) omkvæd, men det er ikke helt lykkedes dem (et eksempel på et vellykket omkvæd høres i 'Your Hands'), og jeg synes heller ikke, de har brugt guitarernes fulde potentiale. Jovist, der er som sagt nogle stærke riffs på skiven, men man kunne også have gjort brug af melodiske guitarleads, hvilket med garanti ville have gjort musikken mere fængende og mindeværdigt end den er på "Power Dive" (den lille guitarmelodi, der ligger i baggrunden i et af de bløde stykker i 'Being Worth' og soloen i 'Red Winter Snow', for eksempel, går lige ind på lystavlen). Og det er måske her, hunden ligger begravet: Voices of Destiny bruger ikke deres fulde potentiale. De kunne gøre lydbilledet meget mere farverigt og interessant, hvis de gjorde mere brug af rock-instrumentationen og ikke bare lod det hele hvile på keyboards (og andre symfoniske effekter) og den gamle udtrådte beauty-beast-sko. Velvidende, at jeg måske slet ikke har forstået musikken, er jeg sikker på, at fans af genren vil værdsætte albummet og måske ligefrem opfatte de ting, jeg har kritiseret, som værende positive træk ved skiven. Så, min opfordring er: giv albummet en chance og gør op med dig selv, om det er noget for dig. Der er trods alt en del positive aspekter, når alt kommer til alt.