Svenske Vintersorg viser på deres nyeste udspil “Solens Rotter", hvorledes psykedelisk, progessiv metal kan syntetiseres med mørk folke black metal. De enkelte skæringer er centreret om folkemusikken samt sang, hvorimod rytmespillet er Norrøn Black metal. Kompositorisk veksles der mellem hurtige løb samt melodiske passager. Vintersorg gør også meget brug af akustiske passager, hvilket egentligt er det mest sindsoprivende på den her plade. De akustiske indslag er så utroligt smukke at man bliver helt vemodig når den rene sang danser med. Rymepassagerne er også godt skruet sammen, men p.g.a. den flade tynde produktion kommer rytmespillet aldrig rigtigt til sit fulde ekspresive udtryk. En kæmpe mangel er endvidere det fede basspil fra Steve DiGiorgio (Death/Testament) som var meget omdrejningspunktet på den forrige skive. Generelt er lyden på den her skive dårlig. Sang og rytmebas er dominerende, hvilket gør at guitarspil drukner. Ren sang er distinkt og velartikulerende. Skrigevokal er derimod innerverende.

Alt i alt kan man sige at Vintersorg har skabt en ok skive, men igen så mangler de sku en tungere lyd og fremfor alt så skal de se at gøre noget ved den fatale skrigevokal. Sovs den til, udskift sangeren, bare gør et eller andet. Kompositorisk er Vintersorg et pissefedt band. De formår at skabe nogle fede stemninger som helt sikkert godt kan måle sig med tidligere Ulver, selvom de to bands er unikke på hver sin måde.