En kvalificeret musikalsk legestue?

Viisikko er finsk og betyder vist “De Fem". Gode opbyggelige historier om sunde unge mennesker, der bruger tiden på noget samfundsnyttigt. Så det kan næppe være derfra Viisikko har taget deres navn! Det er svært at vide, for man kan bestemt ikke beskylde Viisikko for at strø om sig med information, således er f.eks. line-up ukendt. – Nogle finske bands synes tilsyneladende at være af den opfattelse, at mystiske bands har en særlig tiltrækningskraft.

For yderligere at føje til mystikken blev IIII tilsyneladende i første omgang udsendt på kassettebånd! Således skulle IIII nu være den første udgivelse fra Viisikko, der bliver gjort tilgængelig for en bredere kreds. Coveret minder om noget, vores hjemlige Red Warszawa kunne have begået, og der kan også drages paralleller til danskernes attitude. Alt i alt kan man altså fristes til at mene, at der er et vist kult-præg over Viisikko og IIII.

Viisikos stil angives at være hardcore metal punk, men på Viisikkos Myspace-profil omtales stilen som Black metal/Rock/Thrash.

IIII lægger ud med et blot 42 sekunder langt nummer, som i promo-materialet hedder "Mari Huonona", men det er et andet nummer på den side, hvor man kan købe IIII. Jeg kan dårligt kan finde en bedre beskrivelse af dette nummer, end at der "tonses af sted". Energiniveauet er meget højt, og de otte numre er overstået på 26 minutter. Det er på mange måder sigende for store dele af IIII. Dele af albummet fremstår nærmest som en gang "alle-mod-alle" i en institution for ubehandlet ADHD. Teksterne fremføres uforståeligt af en antageligt spritstiv råbende finne. Det uforståelige kan muligvis til dels tilskrives, at Viisikko spiller på finsk, men jeg er ikke sikker på, at det ville hjælpe på forståelsen, hvis der blev benyttet et sprog, jeg behersker. De mere opmærksomme læsere vil muligvis allerede nu have fået en anelse om, at jeg ikke mener, at vokalen bidrager positivt til IIII.

Se, det lyder jo alt sammen ikke særlig godt, og det er det sådan set heller ikke. Men så er der alligevel noget. Det er for det første tydeligt, at Viisikko udmærket ved, hvordan man bruger sine instrumenter, og det er også tydeligt, at Viisikko kender deres heavy metal. Rundt omkring på IIII - og det er ikke helt få steder - dukker rigtig god musik op. Produktionen er også på et overraskende højt niveau for en udgivelse, der bekender sig til punk, og som i første omgang blev udgivet på kassettebånd.

Men disse gode takter til trods fremstår IIII rodet og uden retning.

Hvordan skal man bedømme en udgivelse som denne? Den kan ses som en art kult, som kendere af genren muligvis vil finde en særlig glæde ved, som det ikke er mig beskåret at forstå. Men jeg ser på en rodet udgivelse, som faktisk virker, som om den er udført, at et band, som er ligeglad med resultatet. Som sådan fremstår IIII ligegyldig i ordets reneste betydning. Nu skal man være varsom med at gætte om forhold, man ikke kender, men jeg kan ikke lade være med at tænke, om Viisikko består af nogle kompetente musikkere, der (i denne konstellation?) bare synes, at det er sjovt at spille sammen, og som sådan vil IIII kunne betragtes som resultatet af en kvalificeret musikalsk legestue.

Tracklist: 1. Mari huonona 2. Paetkaa! 3. Elossa tänään, zombie huomenna 4. Sekopäinen jätkä 5. Jumissa 6. Palavaa ainetta 7. Kyllikin luo 8. En jaksa