Hold fanen højt, om det så koster sejren!
Vexillum er det ”flag”, som bæres af en hær/deling i de gamle fortællinger, når de gik i krig. Firkantede, flot udsmykkede og båret højt oppe – gerne fra hest. Den viste, hvem man var, hvor man kom fra og hvem man kæmpede for. Aldrig har det været mere relevant, set i konteksten af de snart mange Power Metal bands, der befinder sig derude i den store mørke skov. Der er mange, der kæmper om at blive set og hørt, men der er ikke lige mange lyttere til alle sammen, så det gælder om at skille sig ud fra mængden. At der i powermetal krydres med både fløjte og hurdy-gurdy, er jo ikke nyt, ej heller særligt banebrydende på nogen måde. Til gengæld kan det begynde at blive et diskussionsemne, hvis – eller rettere når – man ikke kan styre mængden af disse ting. When Good Men Go To War er et eksempel på dette, men nok ikke det eksempel du måske som fan havde håbet på.
Det italienske hurdy-gurdy-misbrug
Med en tid på 11 minutter og 20 sekunder tænker man, at det nok burde være muligt at korte den sang ned med et par minutter eller 5, og ganske rigtigt så er det en langtrukken og halvkedelig start på albummet. For mit vedkommende er der egentlig kun en enkelt sang, der gør sig bedre bemærket, og det er titelsangen ”When Good Men Go To War”: Godt med dobbeltstortromme, powerchords og lange, symfoniske soli på guitarerne.
At et power/folk metal-album er fyldt med både fløjte, hurdy-gurdy og andre obskure instrumenter, er ikke noget nyt og ej heller noget, der kan skræmme den almindelige lytter. Men på samme måde som man kan forbruge nogle ting, så kan man også overforbruge eller ende i et direkte misbrug, som jeg egentlig synes, at vi er ude i her. For lige så episk og underholdende som power metallen kan være, lige så ligegyldig og overfladisk kan det fremstå. For ikke at komme ud i en længere svada om, hvorvidt man bare skal have rigeligt med store kor, konstante dobbeltstortrommer og tilbagevendende blastbeats, synge om krig, frost og damer – og nogle gange drager – for at kunne lave en power metal-plade, så er svaret et stort rungende JA! Det er nok, men det er til gengæld slet ikke nok til at lave noget interessant, noget lytteren lever sig ind i eller kan forestille sig oppe i hovedet, mens man lytter.
Vexillum er uden tvivl en dygtig flok musikere, men for mig bliver det en kende for trivielt og kedeligt, når man konstant bruger de samme virkemidler og ikke i stedet skaber et dynamisk væsen, der nærmest lever omkring denne plade og suger lytteren ind i det episke univers, som power metal ellers KAN være.
Læg hovedet i blød og slå jer fast
Men hvad er dén nu af, kan han slet ikke lide power metal mere? Er han blevet sur og tvær under coronakrisen?
Slet ikke. Jeg ELSKER god power, netop fordi man ofte kan sætte det på og bare koble af. Andre gange sætter man det på for at få den fortælling og blive en del af det univers, som genren ofte byder op til. Det er jo heller ikke, fordi jeg synes, at Vexillum er svært ringe, for både musikaliteten og den produktionsmæssige del af det er der ikke meget at sætte en finger på. Til gengæld må jeg bare konkludere, at der p.t. nok er ”fyldt op” i ”power-land”, og at man virkelig skal gøre noget aktivt og nyt for at skille sig ud på den gode måde. Der er for mange om buddet, og det høres desværre også ofte på kvaliteten. Den er der dog IKKE en finger at sætte på her, hatten af for det!
Så kære Vexillum, det er på tide at I zoomer ind på jer selv, lægger jeres hoveder i blød og lader tankestrømmene flyde. Få de kreative processer i gang og fokusér og koncentrér jer om en enkelt ting ad gangen. Men først og fremmest: Lad være med den overproducering. Skru lige koret 10% ned og giv plads til alt det andet.
