Sympatiske Sina
Metalverdenen stiftede første gang bekendtskab med Sina (manden bag From the Vastlands), da han var med i black metaldokumentaren ”Blackhearts”. Ulig de andre medvirkende, det neonazistiske græske band Naer Mataron og de dybt kiksede plastik-satanister fra Columbia, Luciferian, var Sina den eneste sympatiske i hele den lidt for langtrukne dokumentar. Kort fortalt levede Sina i Teheran, Iran – et land, der ikke just er pjattede med black metal. Så da han blev inviteret til at spille på Inferno Metal Festival i 2013, virkede det logisk at blive boende i Norge i stedet for at risikere undertrykkelse og fængsel hjemme i Iran – et valg, som alle nok forstår!
Persisk mytologi: norsk lyd!
The Haft Khan er bandets sjette album, og er en fortolkning af den oldgamle, persiske saga om helten Rostam og de syv prøver, han gennemgår for at vise folket, at han er den sande konge og frelseren. Heriblandt skal der både dræbes drager, dæmoner, mørke troldmænd samt snakkes med heste – ergo er Rostam lige dele Conan Barbaren og Hestehvisker! Egentligt en klassisk myte, der kan sammenlignes med Herakles’ tolv prøver og lignende sagn. For at hylde denne legende har albummet – naturligvis – syv numre; en for hver prøvelse. At black metal finder inspiration i gamle tekster, esoteriske myter og diverse sagn og religioner, er jo bestemt ikke en ny ting, men jeg skal vride min hjerne for at komme i tanke om et andet black metalband, der håndterer mellemøstlig mystik på en sådan måde, at det ikke virker til, de bare har copy-pastet en tilfældig samtale fra Den Korte Avis eller nationen! Sina (og dermed From the Vastlands, da det jo – naturligvis – er et enmandsprojekt, ellers er det jo ikke trve!) er dog ikke kun inspireret af sit eget, mytologiske ophav, for musikken bærer unægtelig præg af klassisk norsk black metal a la Darkthrone, Immortal, Mayhem, Emperor og (tidlig) Burzum. Dvs. masser af blastbeats, tremoloriffs, mol-akkorder og kælderskrig. Men bedst, som man sidder og bliver i tvivl, om det faktisk bare er en glemt skive lavet af et af de førnævnte bands, sniger der sig fremmede elementer ind hist og pist, der er med til at give albummet små (bittesmå!) nuancer af prog og folk – som virkeligt klæder albummet og passer udmærket til dets rammefortælling. Men det bliver aldrig så voldsomt, at ens corpsepaint krakelerer, eller ens nittehalsbånd strammer, for det er absolut klassisk norsk black metal uanset inspirationskilder og ophavsland.
To trve or not to trve….
The Haft Khan genopfinder hverken den dybe tallerken, ilden eller hjulet, og hvis man sammenligner det med den resterende diskografi, så kan det også være svært at skelne det fra tidligere udgivelser. Det er jo en af ulemperne ved at være et soloprojekt: at der ikke er inputs fra andre end en selv. Blander man det med den norske skole af black metal, får man et relativt konventionelt stykke musik, som man på mange måder føler, man har hørt før. Men det betyder dog ikke, at The Haft Khan er elendig eller noget. For selvom musikken lyder som noget fra 1990’erne, så gør produktionen det heldigvis ikke – og man kan også høre og mærke, hvor dedikeret Sina er. Men det er hverken nyskabende, progressivt eller tankevækkende – men trve, det er det!