Ud med skovmandsskjorterne
Urban Primate er tilbage efter en pause på 10 år. Deres nye album byder på et klart musikalsk skifte, hvor de har lagt den post-grungede lyd på hylden og i stedet serverer rendyrket hardrock med masser af groove. Deres nye album, Desolation, lyder på ingen måde som samme band. Produktionen er markant bedre end før, vokalen er optimeret, og det lyder som et regulært identitetsskifte, på trods af at bandet præsenterer sig selv med betegnelsen ”grunge-metal” – spørgsmålet er, om det så viser sig at være et godt træk.
Standardiseret udtryk og udspil
Hvor man tidligere kunne drage paralleller til Mad Season, Soundgarden og Alice in Chains, er den nye satsning fra Urban Primate hård rock med flere fremtrædende metalliske elementer, som vi kender det fra flere af de store amerikanske spillere. Den rå, upolerede lyd er væk – og desværre ikke til det bedre. For selvom den nye plade er et step op på alle tekniske parametre, er outputtet alt for køns- og identitetsløst. Samtlige numre lyder som alle andre roterende radiorocknumre, dog uden at overbevise lytteren om, hvorfor det så lige er Urban Primate, man skal lytte til.
”Breathe” byder på monotone variationer af den samme melodi, både i omkvæd og vers. Det er først i C-stykket, at man føler, der rent faktisk sker noget nyt i sangen, dog uden at det imponerer synderligt. Bedre bliver det ikke på ”A Sacrifice”, der lyder lidt som en metalguitarists første riff – et riff, der ovenikøbet får lov til at pryde lydbilledet i forskellige variationer i det seks og et halvt minut lange nummer. Det er jo ikke et decideret dårligt riff, men gabende kedeligt og hørt utallige gange før.
”Lies” er et meget velskrevet nummer. Lige på og hårdt. Der sker nogle interessante rytmiske ting efter omkvædet, som i øvrigt er ret catchy. Der får Urban Primate ramt et eller andet rigtigt i deres nye stil, men det er symptomatisk for denne sang og hele albummet, at det aldrig rigtig kommer yderligere ud over stepperne. Det er for anonymt. Det er svært at høre, at det er samme band, som det var for 11 år siden. Om det er til det bedre, ved jeg ikke. Der er lidt af de gamle rødder at spore; på nummeret ”Walk Away” får man mere af den melankolske grunge-feeling, og det klæder dem. Det måtte der gerne have været mere af på dette album, for det er det, der gør, at de rent faktisk skiller sig lidt ud fra andre standard hardrockbands.
En skuffende affære
Urban Primate formår ikke at imponere synderlig meget på deres nye album, Desolation. Der er ikke særlig mange memorable stykker, og selvom flere af sangene lyder velskrevne, er de, desværre, fuset lige så hurtigt ud af øregangene, som de kom ind. Det havde klædt bandet at bevare lidt mere af det post-grungede udtryk, for når de bringer det ind i sangene, giver det bandet et præg, der gør, at de ikke ryger ned i den anonyme gryde af rockbands, der alle spiller det samme.
