Nu har jeg efterhånden fået hørt dette album igennem et utal af gange, og jeg må sgu erkende at den svenske knalddygtige tangentvrider, Richard Andersson, atter har gjort et strålende job. Den gut har et imponerende talent, der slet ikke kan respekteres nok i de brede metal kredse, omend dette jo næppe sker, da vi her snakker ekvilibristisk metal af den slags, hvor blandt andet gamle bøvede thrash hunde og yngre nu-metallere næppe sætter sin pris - på hver deres alligevel stokkonservative platforme. Nuvel, så skal man jo ikke sætte alle over én kam, og særskilt den førstnævnte division, hører overtegnede jo selv til, fra tid til anden i hvert fald. Men altså, ham Andersson dér, han kan sgu sit kram – og heldigvis ofte med en god melodi til følge. Neo-klassisk metal får ofte et negativt Yngwie Malmsteen prædikat med på vejen, men i dette tilfælde er ét sådan nu ikke helt retfærdigt, idet at Andersson herpå levner masser af spillerum til sine medmusikanter. Göran Edman (sjovt nok kendt fra også Malmsteen) laver herpå en ganske fortræffelig vokalpræstation, som bringer godt liv i kludene. Ingen tvivl om at han fortsat er en pissedygtig sanger, selvom jeg nu (i Andersson regi) stadig fortrækker de to Space Oddyssey skiver ("The Astral Episode" og "Embrace The Galaxy"), med Astral Doors sanger Patrick Johansson, bag mikrofonen. "Optical Illusion" er dog på ingen måde et svagt album, hvilket både "Sin To Sin", "The Talisman", "Ocean Wings" og de pænt Yngwie’ske (frataget sololiret dog) "Creator In Time" samt "The Ashen Soul" klart beviser. Men så igen – for der er rent faktisk meget Yngwie Malmsteen stemning over dette album, men det kammer aldrig over, da der som sagt er albuerum nok til alle herpå. Så med andre ord (primært til de af Jer, som ikke er bekendt med Andersson’s talent) – Kan du li’ Yngwie Malmsteen, men dog synes hans sololir tager overhånd, er dette givetvis pladen til dig.