Tungt lydende rock med vægten lagt på den gode melodi, kendetegner dette album. Habilt udført i alt sin enkle skabelon, uden brug af alskens finurligheder. Det er lige til og let at sluge, uden at være klæbrigt kommercielt. Det er så til gengæld heller ikke et album der stritter ud og kalder på ekstra opmærksomhed, da helhedsindtrykket er så tilforladeligt at det muligvis ender i sumpen af standard rock skiver, der på sigt skaber mere støv end afspilninger. Uden at sammenligne dem musikalsk, så har jeg det lidt med dette album, som jeg har det med det meste af det vores egne D:A:D laver. Det fungerer sgu nok bedst live (og det er så i øvrigt uden at jeg set disse briter). Jeg vil så lige hurtigt indskyde, at vores egne rock ikoner har noget mere kant, charme og særegenhed, end tilfældet er herpå. Men som sagt er der ikke tale om et dårligt album, blot en middelvare – og jeg forstår derfor heller ikke helt de rosende ord der medfølger den, i øvrigt ellers sparsomme, biografi.