Med lidt ond vilje kunne man nok påstå at Starrats er et udkog/opkog af noget der hørte firserne til, da der spilles med en attitude der ofte læner sig op af den feststemte cockrock. Men til Starrats fordel besidder de trods alt så mange nosser at man hurtigt glemmer at det muligvis er hørt før. Især brillerer guitaristen med nogle riffs der hugger godt igennem og tilmed tilfører disse noget lækkert lir henover. Hvad angår vokalen er den til tider en krydsning af Vince Neil (Mötley Crüe) og Sebastian Bach (ex. Skid Row) – og her må jeg lige slå bomben af: "De er sgu danske!!". Javel ja, det sgu ikke tit man høre denne type hegn fra dannevang, men Starrats består opgaven på glimrende vis, hvilket allerede bliver slået fast i åbneren "Demon" – med et omkvæd der sætter sig første gang. Bandet opvarmede sidste år for mægtige Alice Cooper, og ved den lejlighed noterede jeg mig straks deres energi og gode sammenspil, hvorfor jeg da håber bandet får noget medvind i sejlene, selvom det ikke lige er denne type metal/rock der er det store skrig lige nu. Men det meste får jo en renæssance, så hvorfor ikke tro på projektet? Musikken fejler bestemt intet hvis man er til genren, så selvom der ikke er tale om et album der hverken revolutionerer eller indbyder til fordybelse, så vinder det på sin dedikation og energi. Produktionen er tilmed lige i skabet – og det er jo nok så vigtigt.