Tretten er lig med ulykke, eller?

Det er nogle produktive herrer fra Sevendust, der på knap 25 år nu er ude med det trettende studie album, Blood and Stone. Tilbage i de gode gamle 90’ere fik de prædikatet nu-metal, men på det seneste har de bevæget sig mere i retning af hard rock. I det herrens år 2020 er der dog ikke meget vildskab tilbage at spore hos Sevendust. Hvis du til gengæld er til forudsigelig hard rock med elementer af metalcore, tilsat en solid mængde vokalharmonier, er dette album en stilsikker vinder.

Blod, sten og Chris Cornell

Forrige album All I See Is War trak bandet i en lidt nyere og varieret retning, men den progression fortsætter umiddelbart ikke på Blood and Stone. De tempofyldte numre, de varierende rå riffs, og den beskidte vokal, der stadig fik lov til at skralde igennem i ny og næ, har ikke samme gennemslagskraft som tidligere. Men hvis man er til bandets blødere tilgang til musikken, så skal Blood and Stone bestemt ikke skræmme dig væk. Desværre er det bare, at disse virkemidler enten skal erstattes af noget andet, eller også skal numrene i sig selv virkelig have lov til at brænde igennem. Og det gør flere af dem desværre ikke. 

For mit vedkommende er det altid et nostalgisk og hyggeligt genlyt med Sevendust, og karismatiske Lajon Witherspoon står stadig ved roret og leverer en glimrende præstation. Bandet spiller simpelt, om end ikke så udfordrende og teknisk som tidligere, og produktionen er lige i skabet. Man kan ligefrem sige, at produktionen er for pæn, hvis man er til de mere beskidte udgivelser som Home og Sevendust.

Første single ”Dying to Live” opsummerer fint albummet, og hvad der kan forventes, når man streamer eller smækker pladen på anlægget. En lettere digitaliseret intro fader ind, og resten af bandet sætter ind med et tungt riff og trommer. Tempoet trækker op i et melodiøst omkvæd med fine vokalharmonier. Og ellers kører formlen derudad med et forudsigeligt c-stykke og dobbelt omkvæd igen. Den formel følger mange af sangene, og der bliver desværre ikke plads til meget eksperimenteren, som vi ellers ved, bandet er i stand til med numre som blandt andet ”Praise” og ”Waffle”.

Vokalharmonier og storslåede omkvæd er til gengæld det, som kvintetten sætter deres lid til. Det fungerer også ganske fint på nummeret ”Love”, der demonstrerer, at selvom bandet bevæger sig på sikker grund, kan de stadig skrive sammenhængende og catchy sange. Det er svært at pinpointe sange, der har ekstra karisma, da de spiller på mange af de samme tangenter.
Højdepunktet ”What You’ve Become” har en catchy melodi og en medrivende hård rytmisk passage, der bakker verset op. Ligeledes ”Against The World”, der til tider byder på en mild form djent, men kammer lidt over i et lidt for storslået omkvæd. 

Det hele sluttes af med et cover af Soundgardens ”The Day I Tried To Live”, der just ikke er nogen remediering, men nærmere en genindspilning. Men nuvel, det lyder da ganske ok, og så kan der også lige sættes flueben ved tretten sange.

Et sikkert valg

Hvis du er fan af Sevendusts nyere musik, er Blood and Stone bestemt en plade, der skal stå i skabet hos dig. Desværre er der en grund til, at jeg, når jeg selv hører bandet ,vender tilbage til de gamle udgivelser. Bevares, de kan bestemt skrive nogle solide og lyttervenlige sange, men det er der mange andre bands ude på markedet, der gør lige så godt, og tilnærmelsesvis meget bedre. Det er, som de er gået lidt i stå og spytter den ene udgivelse ud efter den anden for at have en undskyldning for at komme ud at turnere. Jeg savner den vildskab, der kendetegnede dem i starten, da de lå og rodede rundt mellem nu-metal, alternativ metal og den hårde rock. Nu er det, som om grobunden er lagt, og den er ikke til at rokke ved. Ærgerligt for et band, der åbenbart har forløst sit potentiale og nu kun står i skyggen af fordums tid.