Tjekkiske Seven kategoriseres ofte som et progressivt metal-band, og det er da meget muligt, at deres tidligere udgivelser er progressive - det skal jeg ikke kunne sige, da "Freedom Call" er mit første bekendtskab med Seven.

Og "Freedom Call" er der altså ikke meget progressivt over. Tværtimod bydes der på riffstærk, rock-inspireret heavy metal med fokus på både groove og melodi. De fleste af numrene på skiven kombinerer klassisk metal-riffing i kombination med mere groovy riffs, der udføres på nedstemte guitarer, således at lyden bliver ganske tung. Og i de fleste numre, dukker der også nogle hardrock-elementer op (ofte i omkvædene, der er lokus for de mest melodiske udfald på skiven) - tjek for eksempel guitar-figuren i verset i 'Freedom Call', guitar-skrigene i 'Get It', omkvæedet i 'You Steal My Brearth' og hele 'The Road' (som lyder som en blanding af en af det mere rolige Dizzy Mizz Lizzy-sange og en AOR-ballade).

Således væver Seven sig ind og ud mellem groove metal, traditionel metal, power thrash, hard rock og alternativ metal og et par enkelte progressive elementer (specielt i 'The Joker' og 'To Hell'), og i det store hele er der tale om en ganske solid skive, der dog ved første gennemlytning slog mig som værende til, ja, kedelig, men efter et par gennemlytninger kan jeg godt høre, at de er noget afveksling og variation på skiven, som bestemt ikke er kedelig (men kompositionerne slår mig altså stadigvæk som værende lidt formulariske).

Ligeledes var vokalen mega anstrengende at høre på ved første gennemlytning, men det bliver man også immun over efter et par gennemlytninger, og sangstilen går fra at være irriterende til at være en integreret del af lydbilledet.

"Freedom Call" er ikke super nyskabende og hører også til de udgivelser, der skal have et par gennemlytninger, før man kan værdsætte dem, men Seven skal have masser af credit for, at stort set alle deres riffs er bund solide og stærke (og så er der også nogle ret fede guitarsoloer på albummet).