Svensk black metal lyner sporadisk
Sort er det nye sort
Black metal skulle være så moderne og der er ikke mangel på bands der spiller blackened det ene eller det andet eller skruer anderledes på de fire knapper der som regel er til rådighed når der skal produceres og mixes. Men nogle musikere vælger at holde lidt fast i det der gør black til black og med al respekt og fangirling i retning af NWOBM (b for black, ikke British), er det efterhånden lidt et forfriskende særsyn.
Heavy black eller blackened heavy
Før vi kaster os ud i de endeløse diskussioner om hvad black metal egentlig er og hvilken bølge der er den mest relevante, skærer jeg igennem her og siger lige ud jeg godt kan lide når det er mere metal end det er punk, når det har en rå kant uden det lyder som om det er optaget på en kartoffel og når medlemmerne af bands der spiller den type musik, er dygtige til mere end bare at larme. Og med Rimfrost, er det lige det man får. Jeg har haft virkelig svært ved at vurdere hvad deres game er, for det er ikke bare meloblack a la Old Man’s Child. Det er sært catchy, noget jeg tilskriver deres inspiration hentet fra traditionelt heavy metal og det er med til at løfte den alvor ud af musikken der hører med til black og det giver dette projekt en helt anden lyd. Misforstå mig ikke, det her er stadig black, det bliver slået fast med syvtommersøm i åbningsnummeret ”As The Silver Curtain Closes” med bulder og brag. Vokalen minder om Naglfars senere musik og især nummeret ”Witches Hammer” er i sig selv nok til Rimfrost automatisk består. Det er nærmest underspillet i sit udtryk, men den gennemgående melodi parret med de konstant i baggrunden rumlende trommer, gør den næsten medrivende. Det er ikke kompliceret kunst det her, men det gør det ikke mindre relevant. Du slipper heller ikke for det infame keyboard jeg elsker at hade, men det er brugt effektivt, både til at fremhæve en dramatisk sekvens, men også til at lure diskret i baggrunden når tonen skal slås an på trommer. For det er altså stadig black metal lavet af folk ikke langt fra den norske grænse.
Tøvejr på vej
Dog synes jeg der mangler noget i den her sammenhæng. Hvor ”Witches Hammer” havde min ubetingede opmærksomhed, udebliver følelsen af at resten af det her album vil os noget. De er dygtige nok, uden tvivl og der er flere øjeblikke hvor jeg lader mig rive med af deres vedkommende musik, men jeg sidder tilbage og mangler noget af den vildskab jeg elskede ved deres forrige album. Jeg har dyb respekt for folk der forsøger at skubbe grænserne for deres egen kunst, men jeg synes desværre noget af tyngden gik tabt da de besluttede sig for at eksperimentere med heavy metal, som sjovt nok er det letteste tungmetal på kortet.
