I godt selskab med dansk sludge-metal-stoner-rock

Plöw er et dansk/islandsk sludge-metal-stoner-rock band - for nu at give bandet lejlighed til selv at præsentere sig... og så er de fra Aarhus, i øvrigt.

Efter to EP'er hedder den nu et fuldt album, og det er en øvelse om lykkes. Ifølge bandet ønsker de, at definere lyden af en rusten plov, så bandnavnet skal altså udtales "Plov", og ikke "Pløv", men det er der nok ikke så mange som hæfter sig ved, når først musikken spiller.

Bandet spænder fra sludge til groove og stoner metal, og der er fede riffs, sej produktion og en vokal, der – som oftest - gør det godt.

Albummet er optaget over to omgange. De første fem numre i løbet af sommeren 2012, mens de resterende tre blev optaget i efteråret. Om efterårets melankoli har sat sit præg skal være usagt, men albummet opleves som todelt. Første del består af kortere numre, hvor der er plads til løsslupne drillerier – som jeg vender tilbage til. Albummets tre sidste numre er længere, mere ambitiøse og også de mest interessante.

Albumgennemgang

Første nummer hedder "Storm" og er ulige hvad man måtte forvente en stille brise - i forhold til hvad som venter, forståes. Et kort instrumentalt nummer som langsomt tager form. Jeg har altid været en sucker for åbningsnumre som trækker spændingen, og give albummet plads til at starte. Men at åbne med 20 sekunders stilhed er… ja, irriterende.

"Dig Deeper" går derimod et spadestik dybere, og her pløjer ploven gennem lydbilledet og Rune Bæks vokal bliver introduceret. "Margareth" er ko-klokke, og håndspil på trommerne, og et tungt riff som holder. Der er meget vi skal nå på blot ét minut og 49 sekunder. Men vi kommer i mål – det kunne sagtens have været længere. Overgangen til næste nummer er elegant. Ved de første mange gennemlytninger opdagede jeg ikke overgangen til "Bloddy Temper". Et fængende riff, får lov til at udvikle sig og skabe et tematisk genkendeligt aftryk. Her er et omkvæd som bider sig fast. Desværre taber jeg pusten efter 3:20, hvor numret går ned i tempo og særligt her rammer vokal ved siden af. Heldigvis dvæles der ikke lang tid her. Hurtigt er vi tilbage til hvor Plöw gør det bedst.

"Captain Fungus" slutter med en vrøvlet række beskeder fra en telefonsvarer. Det er ikke helt klart hvorfor en ide, som sikkert er sjov i øvelokalet får lov, til at blive en del af udgivelsen.

"Betula" er albummets bedste nummer. Her vokser et riff, af den slags som er svært at slå ud af hovedet. Numret er næsten otte minutter langt og, det virker som om at Plöw er bedst, når der er højt til loftet, og musikken få lov til at vokse.

Ubemærket glider "Betula" og i albummets sidste og længste nummer, "Pendula". Den eksperimenterende stil forsætter, og væk er traditionel sangopbygning og vers-omkvæd-form. I modsætning til “Betula" går det en smule i tomgang og outroen kunne sagtens have været forkortet. Et minuts afsluttende guitarstøj og rumklang giver bare bedst mening i live sammenhæng.

Produktion

Produktion er nøjagtig så mudret, lemfældig og sjusket som genren holder af og dikterer. Rune Bæks vokal er beskidt, råbende og god når det er nødvendigt. På de stille og melodiske steder er det ikke helt så godt med den vocal.

Den svære debut

En debutudgivelse lider ofte af, at et band sjældent slipper godt afsted med at variere imellem flere stilarter. No Highness Below the Crown vil meget, og peger i flere retninger. Første del består af korte numre, og uhøjtideligt er der plads til venskabelige drillerier. Stilhed på albummets første 20 sekunder, og lydklip fra en telefonsvarer. Omvendt sigter albummets anden halvdel efter det ambitiøse og de store oplevelser. Forhåbentlig går Plöw efter det sidste på efterfølgeren til No Highness Below the Crown

Overordnet set er No Highness Below the Crown dog at betragte som obligatorisk pensum hvis du er tilhænger af sludge-metal-stoner scenen.

Release party

Husk i øvrigt at der er Release Party den 28. September kl. 21:00 i KB18/ Kødboderne. Pris: kr. 30,-. Det er billigt, og en fornuftig måde at bruge en lørdag aften på.