Og det skete i de dage…

Året 1986 var ansvarligt for mange ting. Mest kendt er selvfølgelig de utallige metalklassikere, der udkom det år, men der skete også andre spændende ting. I Holland grundlagdes for eksempel i al ubemærkethed Pestilence, et af de mest interessante europæiske ekstrem metalbands på den tid. Guitarist og (nogle gange) sanger Patrick Mameli fandt sammen med en lille flok talenter og udgav efterfølgende tre små mesterværker. Først det brutale thrashalbum Mallevs Maleficarvm i 1988, så dødsklassikeren Consvming Impvlse og til sidst den suveræne prog/tech-death-udgivelse Testimony of the Ancients i 1991. Efter en lang pause indledt tidligt i 90’erne, især fremkaldt af evigt skiftende besætninger og en tiltagende kærlighed til fusionsjazz, har gruppen siden 2009 udgivet en stribe habile udgivelser uden dog at nå op på fortidens højder. D. 25. juni 2021 udkom niende udspil i rækken, og lad os se, om det går bedre denne gang.

En blandet landhandel

Ser man bort fra en underlig discountintro, hvor noget, der givetvis skal virke som et orkester, men som i højere grad lyder, som om det kommer fra et billigt Yamaha-orgel, er starten med ”Morbvs Propagatiomen” yderst lovende. ”Morbvs” minder med sine pågående riffs en del om den lige så stærke åbner på Hadeon fra 2018. Mameli lyder som sig selv, og tempoet er forventeligt højt. Den gode start fortsætter med ”Deificvs”, der indledes med albummets eneste cleanguitar. Tunge riffs suppleres med næsten Fear Factory-agtige breaks, og så et keyboard der for det meste undgår at blive alt for påtrængende. Sangen slutter herligt med en skæv solo. Noget kunne tyde på, at Pestilence for alvor er tilbage.

”Internicionem” indeholder en lækker solo, der i elementer kunne høre til på en traditionel metalsang, mens et nummer som ”Inficiat” med sine tonstunge riffs i glimt er tæt på groovemetal. Man ser for sig en flok ældre herrer i cargo-shorts hoppe rundt på en scene i provinsen et sted. Mameli & co. holder sig med andre ord stadigvæk langt fra nogen fastlåst dødsmetalformel. Andre gode takter findes på ”Mortifervm” med en, alt efter temperament, (u-)hyggelig atmosfærisk intro med kvindevokal, inden der køres på fuld skrald igen. Det komplekse trommearbejde får aldrig lov til at gøre sangen for nørdet, men man kunne måske nok tænke sig lidt mere interessante riffs til at understøtte de gode elementer.

Manglen på netop tilstrækkeligt fængende riffs bliver faktisk et tema, efterhånden som Exitvm skrider frem. Sangene er hurtige og ultrakorte – otte af dem er kortere end 3:30, og ingen er over fire minutter. Det stiller store krav til riff-kvaliteten, for der sker ikke ret meget andet spændende på de fleste numre. På en af de sidste ’rigtige’ sange, ”Exitivm”, serveres der endeligt lidt mere techdeath-stil, mens elektroniske effekter i omkvædet bringer minder frem fra Testimony. Hvis man dermed tror, at albummet slutter i højderne, bliver man dog skuffet, for den instrumentale outro, ”Personatvs Ortem”, bidrager præcis som introen ikke med andet end at trække tiden ud, før man kan høre det fantastiske ’rigtige’ åbningsnummer ”Morbvs Propagatiomen” (igen).

En rutinepræget præstation

På et album, der står og falder med riffenes evner til at holde dig beskæftiget, er det således et alvorligt problem, at der slet ikke er nok af dem. Ensformigheden, der trænger sig på, er det samme. Det samlede indtryk holdes dog oppe af et uhyre velspillende band, hvis høje bundniveau forhindrer katastrofen. Exitvm er en lettere rutinepræget præstation, som derfor belønnes med seks kranier.