Alt det forbudte
Sæt dig ned og accepter præmissen om, at det næste, du skal høre, vil enten vil få dig til at løbe skrigende bort eller fange din opmærksomhed – men hold ud, måske er der en mening med galskaben?
Normerne indenfor genren er er brudt op, og lovløsheden hersker, når du bliver taget på en rejse gennem Natjagers mærkværdige univers, der både kan være pinefuldt og smertefrit. Vi har set det før, det der med autotune i rockmusikken. Tydeligst husker jeg Lil Waynes jammerlige forsøg tilbage 10´erne – noget, som vi vist ikke behøver nævne yderligere her på sitet. Nu skal jeg ikke foretage sammenligninger, for der er faktisk en væsentlig forskel. Natjagers første studiealbum, Hvordan lærte vi at svæve, rummer faktisk en pæn portion velskrevne sange og et kompetent band, så der er ingen grund til at feje det af banen.
En forening af to verdener
Natjagers musik er svær at beskrive. Der er klare inspirationer fra alternativ rock/metal blandet med en god slat autotune, og dansk rap anno 2020. Frontmand Jonas Kirkhoff, kendt som tidligere aktivt medlem i den danske rapgruppe Spectors, er typisk ikke et navn, der giver associationer til den danske metalscene. Bandet har dog de seneste par år fået etableret sig og skabt et navn. For selvom de er et band, der provokerer og deler vandende, leverer de stadig varen, for det den er, men ikke helt uden bump på vejen.
Hvordan lærte vi at svæve starter stærkt ud med numrene ”Havet findes” og ”Diamant”. I førstnævnte får vi lov at smage på nogle pianistiske og symfoniske elementer, der er tilført musikken, og en vokal, der fungerer bedst i de dæmpede autotunede rappassager. Tempoet trækkes noget op på ”Diamant”, som er en af pladens stærkeste sange. En punket affære med et godt drive og et utrolig catchy omkvæd. Men igen, vokalen er meget anstrengtende, og det er desværre gældende i alle sangene. Bedst er det dog i ”Løb for livet”, som har albummets mest rene vokal og passager af moderne dansk rap, der ”lyder, som om de er blevet indspillet på en hoppepude”, som Simon Talbot fint ville beskrive det. To verdener, man nok ikke havde forestillet sig sammen, men fungerer faktisk overraskende godt.
Generelt emmer sangene langt hen ad vejen af høj kvalitet, men der er også steder, hvor man rynker på næsenpanden og tænker, var det virkelig nødvendigt? Det kunne eksempelvis være det autotunede scream i sangen ”Ild” – det lyder altså bare ikke godt. Udover det så er vokalen til tider så skinger, at det er virkelig svært at høre, hvad der bliver sunget. Og det er synd, for teksterne er faktisk både kreative og poetiske. Tag en sang som ”Ung Flugt”, der handler om ungdommen anno 1995 med en lyrik, der er tydelig: ”Derfor læser jeg stadig Michael Strunge, for i det øjeblik vil vi altid være unge”. Det sætter sig fast, og man savner noget mere af det.
Derimod er der også sange, hvor det ikke fungerer helt hensigtsmæssigt. ”Gadelamperne” er en stille sang akkompagneret af guitar og klaver, hvor vokalen virkelig får lov til at være i fokus. Problemet er bare, at det lyder hæsligt, når autotunen er skruet så meget op, at det nærmest lyder som Gulddreng på steroider. Her er det svært at abstrahere fra, hvorimod vokalen er en tilvænningssag i andre sange, lidt ligesom første gang du hørte norsk black metal.
Er der en mening med galskaben?
Så her er dommen. Hvordan lærte vi at svæve er et stærkt album ud fra de præmisser, det har. Det er helt klart noget, som mange rock- og metalfans slet ikke vil nærme sig, for det rummer alt det, som er forbudt i rockmusikken. Safety-zonen er brudt op, og der er no escape. Dog tror jeg alligevel, at man kan blive positivt overrasket, hvis man giver det en chance. Det er helt klart forfriskende med et band, som prøver at tilføre genren noget nyt og måske kan appellere til en uvant skare. Albummet rummer både nytænkning, kvalitetsfuld sangskrivning, og bandet har et stort potentiale.
Men åh – hvor ville jeg ønske, at der blev skruet ned for autotunen og lidt mere op for den ægte vare. Men måske er det netop det, som er hele essensen af det hele?
