Monoton debut med fine takter

Det tidligere Suits Boulevard har med deres nye musikalske projekt Mind Over Matter netop udgivet deres debutalbum Human. Konceptet er klart og med en klar inspiration fra nu-metallens fremspiren i start 00’erne, og krydret med blødsødne popmelodier og elektroniske kompositioner er denne ambitiøse plade blevet resultatet. Bandet har noget på hjerte, og det kan man mærke. De formår at skabe deres eget lille univers fra start til slut. Spørgsmålet er så bare, holder det?

Scenografisk rock?

Storladne melodier, strygere, spacey lydeffekter tilsat hårdtslående trommer og distortede guitarer danner grobund for dette album, og man kan mærke, at bandet har tænkt albummet som en helhed. Sangene starter og slutter i forlængelse af hinanden, og tilsammen skaber de en samlet fortælling. Bandet er pissed off på samfundet, magtmisbrugere og den måde, vi behandler hinanden på. Selv promoverer Mind over Matter sig som et musikalsk projekt, sat i verdenen for mennesket til at opnå den rette sandhed, så hvad vi alverden går alt dette egentlig ud på?

Pladen begynder med nummeret ”Nascency”, som fungerer som pladens intro. Her startes der stille med adskillige strygere, som akkompagneres med et melodisk stykke på klaver, inden det hele sammensmelter med et kraftfuldt guitarriff, og trommer der leder os hen i numrene ”Gravity” og ”Kingsmen”. ”Gravity” optræder som albummets første helstøbte sang. En simpel powerintro, forløses i en glidende overgang til et vers, hvor vi for første gang hører forsanger Armin Kavousi spytte barrer ud på bedste nu-metal vis og viser, at han faktisk mestrer kunsten at forene rap og rock. Tempoet trækkes noget ned på en snært af et autotunet omkvæd, inden der for alvor kommer gang i nakkeøvelserne på albummets første og yderst velfungerende breakdown.

”Kingsmen” kører ud ad de samme tangenter og giver hurtigt associationer til Muse og deres Black Holes and Revelations, hvorfra man kunne forestille sig, bandet har hentet noget inspiration fra. Herfra udvikler albummet sig egentlig ikke ret meget. Det føles lidt, som om du har hørt dem alle, når du har hørt de tre første sange. Der er masser af lydeffekter, som er med til at give albummet en kosmisk atmosfære, men der forekommer ikke de store overraskelsesmomenter, og det bliver en anelse kedeligt i længden. Det går fra at være rigtig rocket til at være rigtig poppet. Faktisk så poppet, at du en gang imellem kan blive i tvivl om, hvad du rent faktisk lytter til. Højdepunktet på pladen kommer på nummeret ”Seven Seas”, hvor bandet formår at skabe en trancelignende tilstand i guitarsoloen i det instrumentale c-stykke. Her går det hele op i en højere enhed og er eksekveret virkelig fedt. Pladen slutter af med dommedagsnummeret ”Chemical Skies”, som klart er pladens hårdeste og fedeste nummer. Her bygges sangen mere og mere energisk op i introen, og med et kraftudledende skrig med ordene ”This is WAR”, er vi ligesom i gang. Omkvædet er catchy, og vokalen er ikke overredigeret, som den har en tendens til på de andre numre på pladen. I c-stykket bliver der slået over i et Raining Blood-klingende instrumentalt stykke, og det klæder nummeret rigtig godt.

En blandt mange

Når man har lyttet albummet igennem, står man tilbage med følelsen: ”Er der plads til endnu et af disse bands?”
Bevares, Human er slet ikke noget dårligt album, og flere af sangene er flot eksekveret og velskrevne.
Der mangler bare lige detaljen. Mange af sangene flyder simpelthen ud i et, og i et game med så mange velkvalificerede bands inden for denne art, skiller Human sig ikke særlig meget ud fra mængden. Når det så er sagt, er det bestemt et album som er et lyt værd, men muligvis ikke et, man vil vende tilbage til.