Mystiske Mimi

Mimi Barks har længe rodet rundt i undergrunden, og har ofte været i berøring med metalmiljøet både musisk og med sine liveoptrædener. Der er generelt en del mystik om karakteren Mimi Barks. Hendes borgerlig navn er ukendt og hendes alder ligeså. Vi ved dog, at hun er vokset op i Tyskland, har været en del af undergrundsscenen i Berlin, og at hun flyttede til London, da hun startede som Kunstneren Mimi Barks. Hendes rejse er blevet til den unikke lyd, som hun selv døber ”Doom Trap”. Derfor skulle hendes nyeste udspil selvfølgelig bære navnet THIS IS DOOM TRAP. Jeg havde fornøjelsen af at se hende på Copenhell i år, hvor den excentriske sangerinde leverede et show med masser af autoritet, intensitet og selvtillid, og trods hun spillede først på Gehenna på sidstedagen, så fik hun faktisk sat gang i den lille skare af fremmødte. Der stod det lysende klart, at hun er et af de spændende talenter, som vi skal holde øje med.

Barks’ blandingsrige boombox

Barks er på mange måder mystisk og excentrisk, men samtidigt er hun også kompromisløs og direkte. Teksterne kører i temaer som stoffer, isolation, angst og direkte kamp med sig selv. Albummet starter ud med et knytnæveslag i form af singlen ”FSU”, hvor det tunge beat dominerer lydbilledet. Barks rapper med fry-scream hen over de kaotiske og dystopiske lydflader. Mere dystopisk og mindre kaotisk bliver det på næste sang ”House of Full Fakes”, som har en dystert varslende klang, men er mere organisk og pæn i sin lyd, hvorfor Barks også rapper almindeligt. Begge sange skaber et godt startskud for albummet. Der, hvor THIS IS DOOM TRAP virkelig stråler, er, hvor Barks formidler nerve og intensitet via sin fry-scream rap eller lader sin rene vokal fylde meget i lydlandskabet som på ”Disgusted” og ”Insominac”, hvor det bliver sårbart og nærværende.

Barks’ lydunivers er en blanding af mange genrer på en gang. Der er selvfølgelig trap med de tunge insisterende beats, som er perfekte til at rappe aggressivt henover. Derudover tilføjer sangerinden selv en masse industrial, mørke synthflader og selvfølgelig forvrænget guitar til mixet. Hvad, du står tilbage med, er et aggressivt lydunivers, hvor musikkens drivkraft er beatet og Barks’ vokal. Hendes vokaler varierer også i stor grad, hvor det kan være fry-scream rap, dystre hvisken a la Poppy, spoken words, almindelig rap eller sang med masser af autotune, men også helt ren sang uden autotune. Hun er svær at putte i en kasse, men hvis vi skal prøve, så er hendes lyd som en blanding af The Prodigy og Fever 333 med mere vægt på beatet og bedre eksekvering af rap og fry-scream end Fever 333. Hvis vi skal flytte os lidt mere væk fra velkendte navne, så læner Barks sig klart mest op af kunstnere som Ho99o9 og Ghostemane, som begge har lavet en del trap med metalliske elementer.

Det, som kendetegner THIS IS DOOM TRAP, er den konstante flydende bevægelse mellem det kaotiske og grænsesøgende til det mere pæne og bundsolide. Problemet er dog, at når albummer bevæger sig i de komplekse ekstremiteter, er det, som om alle lydfladerne ikke altid hænger sammen. Man mangler til tider noget dybde og bund i kompleksiteten – i hvert fald på numre som ”Mirtazapine” eller ”Psychosis”, hvor kanalerne bliver bombet med lydeffekter, og man kan også godt tænke sig, at Barks skruer lidt ned for autotune på vokalen. Særligt fordi hendes vokal faktisk er god!

Barking up the right tree

Selvom ikke alt spiller perfekt på THIS IS DOOM TRAP, så er der dog en masse spændende ting og momenter at komme efter. Det er en klar opgradering fra forgængeren Dead Girl, og Barks stadfæster sig også som en af de nye og mere spændende grænsesøgende kunstner, som fortjener vores opmærksomhed. Talentet og kreativiteten er i hvert fald ikke til at tage fejl af, og man kunne sagtens se for sig, at hun kunne lave det vildeste musik med John Cxnnor eller selvfølgelig på egen vis blive en ny og moderne stemme for unge, som søger den hårde musik. Jeg glæder mig i hvert fald til at høre endnu mere fra hende.