Memory Driven er et amerikansk band fra Oklahoma City, og de spiller doom metal af den mere melodiøse og progressive slags. Animus fra 2011 er bandets andet og seneste udspil.
På Animus leveres melankolsk doom metal med masser af finesse og melodi samt en mærkbar indflydelse fra 90ernes depressive alternative rock-scene. Der lægges således ud med et melankolsk introduktionsstykke (med ren guitar og afdæmpet trommespil) til "Empty Gesture", før et sæt tungere og mere doomy riffs sætter ind, og nummeret for alvor sættes igang. Som for at sige skråt op til alt, der hedder konvention i popmusik, går der hele fire et halvt minut (det er jo sådan cirka to hele popsanges længde), inden der kommer vokal på. I "Die to Breed" sættes tempoet en kende ned og det melankolske op, og her bydes der også på nogle mere klassiske doom-elementer i form af mere dronende akkorder, tunge trommebeats og melodisk leadguitar. Den tunge og doomede stil fortsættes i "So It Seems", og efter en akustisk intermezzo i form af den behagelige "Ava's Song", sættes tempoet og aggressionen lidt op i starten af "These Aren't the Chords You're Looking For" (fik I den?), der trækker både på støjrockens dissonans og Paradise Lost's mere melodiske gotiske metal, men nummeret brydes hurtigt ned i et mere afdæmpet progressivt stykke samt nogle mere melodiske elementer, der minder mere om alternativ rock, før der sluttes af på samme måde, som nummeret startes på. "A Tempt" vender tilbage til den den melodiske doom, hvilket også gælder de hypermelodiske "Group Departure" og "BlackLight", mens "Unveiled" er en atmosfærisk og stemningsmættet affære, der kombinerer Paradise Losts gotiske stemning med Depeche Modes melankoli, og det hele er pakket ind i en lidt mere østerlandsk stemning.
Selvom der er tale om tung musik, der bestemt kvalificerer sig som doom metal (i min verden i hvertfald), så kommer vi aldrig helt ned på det ultra-langsomme tempo, som kendes fra funeral doom, eller den storladne stemning, der kendes fra episk doom. Den melankolske stemning, der kendetegner hele genren, er der dog, og så må jeg sige, at jeg slet ikke har noget imod Memory Drivens melodiske og progressive tilgang. Alle numrene er dynamiske i struktur og veksler mellem tunge stykker og mere melodiske stykker. Til tider minder musikken stemningsmæssigt lidt om Paradise Lost, men der er også elementer, der minder mig om Sacrosancts mere obskure Static Intense fra 1993. Man kan også, som sagt, spore elementer fra de mere depressive hjørner af 90erne alternative rock samt en stemning, der kan minde lidt om Depeche Mode.
Med andre ord, der er tale om en hamrende god doom metal-skive, og selv overraskelsesnummeret i stulningen af "Unveiled" er sublimt. Memory Driven kan meget vel være inspirerede af Paradise Lost, men de tager i hvert fald deres musik i deres helt egen retning, og det kan sagtens komme til at give de britiske giganter kamp til stregen. Fans af melankolsk rock og metal bør bestemt give Animus et lyt eller fem.
Tracklist 1. Empty Gesture 2. Die to Breed 3. So It Seems 4. Ava's Song 5. These Aren't the Chords You're Looking For 6. A Tempt 7. Group Departure 8. Black Light 9. Unveiled
Melodisk doom metal fra Memory Driven i form af Group Departure fra Animus:
