Light This City fra San Francisco gik i opløsning i 2008, men de gamle medlemmer (eller er det pladeselskabet?) holder stadig fat i deres åbenbart trofaste fanskare. Bandets debutalbum, "The Hero Cycle" fra 2003 foreligger i hvert fald her genudgivet med den officielle begrundelse, at det har været ude af print i nogle år, hvilket der "selvfølgelig" måtte laves om på for nye fans' skyld.
Musikken er melodisk dødsmetal i en grundigt beskidt, punket udgave, lidt som en simplere garageversion af Arch Enemy, en sammenligning, der også ligger lige for grundet den kvindelige growl/skrigevokal leveret af Laura Nichol.
Musikerne spiller upåklageligt tight, og musikkens vrede drive er stedvist ganske medrivende, f.eks. på "No Solace in Sleep", men desværre er Laura Nichols vokal simpelthen vanvittigt ensformig. Hendes growl/skrige-fraseringer er så ens artikulerede hele albummet igennem, at det er lige før, man lige så godt kunne have ladet hende indsynge tre stavelser og programmeret resten af hendes vokalspor ud fra dette sample. Kun på "The Weight of Glory" kommer der en lille bid ren sang som (måske lidt umotiveret, men kærkommen) afveksling, men ellers er det samme uinspirerede vræl hele skiven igennem. Det er så irriterende, at jeg simpelthen ikke kan hive mig op over de fire kranier, uanset hvor godt resten af bandet spiller. Musikken er ikke interessant nok for mig til at kompensere for manglerne i vokalen.