Københavnske Helhorse spiller med de musikalske muskler på deres nye album, der både er modent og sprælsk på samme tid.

Helhorse er ankommet

Helhorse er landet med deres tredje udgivelse. Denne gang har de givet bæstet navn efter bandet selv. Er det fordi dette er albummet de vil kendes på? Eller kunne de ikke finde på noget mere originalt?

Helhorse har efterhånden slået sit navn fast i Danmark og bliver vel regnet blandt de mere etablerede bands i det danske heavy landskab. Jeg mener, når man har åbnet for så store – og forskellige – navne som AC/DC (uden Axl), Slayer og Anthrax, så er man ikke længere et band på vej frem. Man er ankommet. Og dét er Helhorse i den grad! Heldigvis er de også på vej videre og på ingen måde gået i stå.

Helstøbt, varieret, tung.

Der er 11 numre på albummet, men de tre af dem er såkaldte ”Interludes”, nummereret I-III. Disse ”Interludes” er ikke nogen stor musikalsk oplevelse, men har karakter af fyld. Ved nærmere lyt kunne man dog få den tanke, at hver ”Interlude” markerer et skift i stemning på albummet.

Således er de første tre numre med vægt på det melodiøse og tenderende til det poppede – vel at mærke uden at det på nogen måde er popmusik. Især omkvædet i åbneren ”Carry Your Own” stinker langt væk af fællessang og bægerklang. ”The Blood Boiler” lægger fra land efter første ”Interlude” og er en klar markering af at nu har vi pusse-nusset rigeligt, nu skal der smadres et eller andet. Sangen ”Hell of a Ride” følger op og er en bister og tilbagelænet fandenivoldsk skefuld herlighed.

”Raise the Black Flag” er skåret efter en mere klassisk skabelon og står alene mellem ”Interlude” II og III, dog helt uden at være middelmådig. Især er trommespillet i en klasse for sig selv og løfter sangen til nye højder.

De sidste to sange, efter tredje ”Interlude” har et mere personligt præg og samtidig noget tungere og mere dystert end resten af albummet – med melodi og groove helt intakt. Der er i det hele taget tale om en imponerende musikalsk spændvidde, uden at gå på kompromis med hverken den røde tråd, det overordnede udtryk eller den bistre energiske stemning.

En tour de force af herlighed

Helhorse har leveret solidt håndværk langt over gennemsnittet. Bandet fremstår sammenspillet, begejstring og spilleglæde oser ud af albummet fra start til slut og det hele har fået lidt mere snit og format end de tidligere albums. Hvert nummer er en fornøjelse og en selvstændig tour de force af energi, spillelyst og musikalitet. Det hele krydret med attitude á la ”No Fucks Given”, eller fra samme bands bagkatalog: Fuck Art, Let’s Kill! Og det gør de så: slår ihjel altså… tak spids for en skefuld herlighed.

Lidt uforståelige ”Interludes” og sange, der trods alt det gode, måske mangler det allersidste for at blive uforglemmelige, gør at vi ikke får fuldt hus.

9 svært fornøjede, muntre, fordrukne og godt smadrede kranier bliver det til.