Haeresiarchs of Dis - In Obsecration of the Seven Darks

In Obsecration of the Seven Darks

· Udkom

Type:Album
Genrer:Black metal, Symfonisk black metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Haeresiarchs of Dis, eller Hæresiarchs of Dis, er et amerikansk en-mandsprojekt, der gør sig i abstrakt og eksperimenterende black metal.

"In Obsecration of the Seven Darks" er album nummer tre fra projektet, og det må siges at være det, der kaldes 'acquired taste' i det store udland. Albummet blander hidsig og støjende black metal med hurtige trommer (deriblandt mange blastbeats), dissonante og kaotiske guitarer og skrigende vokaler sammen med mørke soundscapes af forskellige slags plus et enkelt akustisk nummer i "Grazioso Drone".

Albummet er meget atmosfærisk og druknet i rumklang og mudret - men ikke dårlig - produktion. Det støjende i musikken opnås ikke på samme måde, som støjeffekten på f.eks. Mayhems "Deathcrush" gennem lo-fi produktion, men i de dissonante akkorder og disharmonier, der bruges samt i det kaotiske konstante skiften mellem akkorder. Det vil sige, at det ligger i musikken selv. Trommerne, derimod, har en meget kompakt lyd, og giver numrene en vis tektstur og følelse af orden i kaosset, så man kan følge med.

Musikkens natur samt de soundscapes, der også dukker op, gør dette album til en meget abstrakt oplevelse, men det interessante er, at når der så kommer nogle mere håndgribelige stykker, så fanger de ens opmærksomhed med det samme, og stikker ud på en måde, som de ikke ville have gjort, hvis musikken var mindre abstrakt.

Dette er en udgivelse, man skal være i et specielt humør for at høre, og det er også musik for kendere. Er man "nybegynder" og interesseret i black metal, er dette abtrakte kunstværk ikke stedet at begynde. Er man derimod interesseret i en abstrakt og anspændt lytteoplevelse og en rejse ud i et mørkt og kaotisk lydunivers, så tror jeg, at man vil få meget ud af denne udgivelse.