God rock og sataniske tekster – Det bedste fra to verdener!

Ghost er et forholdsvist nyt band. De blev dannet i 2008 i Sverige, men er på ret kort tid blevet meget populære, mest på grund af deres debutalbum fra 2010. De spiller hård rock, som for nogle leder tanken hen på Black Sabbath, men med et satanisk twist. De spillede på Copenhell, hvor jeg først hørte dem. Jeg skyndte mig hjem og købte deres andet album Infestissumam, og jeg er positivt overrasket.

Titelnummeret og introen "Infestissumam" starter ud i Papa Emeritus IIs kapel. Oppe ved alteret sidder The Maneless Ghouls klar ved deres instrumenter, og begynder kort inde i nummeret at spille. De fyrer introen godt af, og går videre til næste nummer. Andet nummer har også et navn der er svært at udtale. Det hedder "Per Aspera Ad Inferi", og det er her vi hører det første til Papa Emeritus II. Hans bløde stemme kommer kravlende ind i øregangen med en satanisk essens, der understøttes af den meget bløde, men velspillede rock, som The Nameless Ghouls leverer. Tredje nummer, "Secular Haze", har en melodi styret af keyboardet. Dette keyboard giver sangen en meget trancelignende melodi, og man sidder nærmest og falder i staver. Bassen virker specielt tydelig på dette nummer, og bidraget til hvor veludført det egentlig er. Papa Emeritus IIs vokal ændrer sig ikke meget, men det er der heller ikke rigtig brug for. Den passer perfelt til musikken. Der er også en rigtig velspillet guitarsolo, der giver et snært af metal. Efter to knap så uforglemmelige numre, når vi til min personlige favorit. Det er "Year Zero". Sangen indledes af hvad der kendetegner sangen bedst: "Belial, Behemoth, Beelzebub, Asmodeus, Satanas, Lucifer!" . Sangen er catchy, og verset er meget roligt, og Papa Emeritus stemme passer bedre end den har gjort på hele albummet indtil videre. Perlen er dog på omkvædet. Det er forholdsvis simpelt, men de formår alligevel at skabe en episk stemning. Generelt er sangen meget simpel, men formår alligevel at holde en ved højtalerene, og det forstærkes kun med den ganske velplacerede og velspillede guitarsolo. Efter den næsten glade "Body And Blood", Sing-along herligheden "Idolatrine" og den lidt skumle "Depth of Satans Eyes", kommer slutnummeret "Monstrane Clock". Det starter lige så stille, og fortsætter sådan et godt stykke gennem sangen. Generelt foregår sangen i et lavt tempo, og i omkvædet skaber de fra tid til anden en atmosfærisk stemning. Vi slutter hvor vi startede, i Papa Emeritus IIs kapel. Sangen fungerer fint som en fadende afslutning, og man sidder hverken og har fået for meget eller for lidt.

Alt i alt er Infestisssumam rigtig godt skruet sammen. Den bløde rock er på et niveau hvor alle kan følge med, samtidig med, at den er rigtig godt komponeret, og velspillet. Lyrikkens omdrejningspunkt gør også, at bandet fanger de fans i den anden ende af musikkens interesse (der er selvfølgelig nogle der bliver skuffede). Denne sataniske hård-rock giver dem deres unikke præg, men gør også, at de er på grænsen til ikke at høre hjemme på et metal-website.

Køber du bonusudgaven får du to bonusnumre med. Det er "La Mantra Mori" og "I'm a Marionette", og de er ikke just de ekstra penge værd, da de ikke rigtig giver nogen ekstra oplevelse på albummet.

Year Zero er albummets single og min personlige favorit.