Teodor har fået fat i nogle af de hårde drenge
Frozen Poison er et soloprojekt af Teodor Georgiev, guitarist og sanger i det aalborgensiske band Fears Unfolding, passioneret musikelsker og ejer af hele to musikforretninger i henholdsvis Aalborg og Hjørring. På albummet On The Edge Of Life har han taget nogle af sine favoritkunstnere med: Søren Kepler på trommer, Tony Ivan – vokal, Jan Hansen – keyboards og Georgi Shopov – vokal samt en lidt mere kendt herre ved navn Göran Edman, som blandt andet har sunget på albums med Yngwie Malmsteen, John Norum m.fl. En blandet sammensætning, som hver yder sit til denne bastard af en plade. Genren er hardrock/progressiv rock/metal, og albummet indeholder da også både god gammeldaws rockmusik, ballader og en god snas prog.
Teodor har selv indspillet de fleste instrumenter, men live har han sat holdet nævnt ovenover. Al musik og tekst er skrevet af Teodor og produceret af samme – og her må jeg sige desværre. On The Edge Of Life bærer tydeligt præg af, at der mangler ”det professionelle øre”, hvilket produktionen bærer præg af.
Det progressive overskygger den gode hårde rock
Det er ikke noget nyt, at flere og flere albums har en intro, og det gør sig også gældende for On The Edge Of Life. Fire minutter og femogtredive sekunder! Fyldt med diverse synths, percussion, en ensom guitar, lidt fløjte og tamburin. Den bidrager egentlig ikke rigtig til noget positivt på dette album, og ærlig talt så forstår jeg det ikke. Ikke fordi man ikke må lave en intro – bevares, men det her er lige at tage den til kanten og så ud over.
”Sea Of Broken Hearts” er albummets anden skæring. Det første, der rammer mig, er en lidt tam vokal og en klassisk lyd af hardrock – en skæring på 7:25, hvor tre minutter i midten udelukkende er synth- og guitarsoli! Det når at blive ret kedeligt og intetsigende meget hurtigt.”Airless Place” lyder som noget, der skulle have været på en pop/rockplade i start-90’erne, og det samme gør sig gældende for ”Come Sunshine”. Til gengæld er der en sang som ”On The Edge Of Life”, som perfekt passer ind i det meget proggede hardrock, med en god variation gennem sangen. Spørgsmålet er så: Hvorfor i alverden har man ikke kørt den stil igennem resten af sangene? Den stærkeste skæring for en gammel rockrotte som mig er uden tvivl ”Breaking Out Of Heaven”, trods den er lidt rigeligt lang; man kunne uden tvivl have skåret et par minutter eller tre af! Men den har en stærk vokal, tilpas med 80’errockens referencer.
For meget lir og for lidt kælen for produktionen
Hele projektet er Teodor Georgievs eget, og det er musik og lyrik, som han føler og brænder for, og som der står på hans facebookside: ”My songs are NOT about perfection or meaningless technical stunts. They are all about the music in my head, my experiences in life and the feelings associated with them”. Der kan jeg kun desværre sige, at der skulle Teodor have brugt knap så meget tid på sine følelser og fokuseret en del mere på det tekniske, for den del halter. Mange steder lyder mixet underligt, specielt hi-hat og bækkener i trommemixet er meget diskant, og de generelle niveauer på instrumenter og vokal giver ikke altid mening. Det er ikke et dårligt album; det er middelmådigt, når det er bedst, men langt størstedelen af den kritik kan tilskrives produktionen. Der skal altså lægges nogle flere kræfter i både indspilningen og mixet. Jeg tror desværre, at man er gået for meget på kompromis.
Konklusionen må være, at er du til for mange og for lange synth- og guitarsoli, så kan dette album være noget for dig, og hvis ikke det er tilfældet, så bliv du bare siddende. Du er ikke gået glip af det store.
