26 minutters wrestling for hold.
Fall Brawl var et årligt wrestlingshow, hvor hovedattraktionen var en holdkamp. Det er muligt, at det er derfra Fallbrawl har fundet inspiration til sit navn, og det ville sådan set heller ikke være helt misvisende.
Fallbrawl er et tysk band fra 2005, og Pure Mayhem er deres anden udgivelse. Bandet angiver deres stil til hardcore/death metal. Når jeg lyttede til udgivelsen, fik jeg associationer til Heaven Shall Burn og All That Remains, uden at Fallbrawl i øvrigt kan hævdes at være på niveau med disse. Stilen er brutal, energisk og ligefrem. Der bruges hist og her vokal, som kan benævnes clean, men det vil være i kategorien cleanere end growl. Vi taler ikke ligefrem om skønsang her.
Et gennemgående træk ved Pure Mayhem er, at numrene (og dermed også udgivelsen) er korte: 12 numre på 26 minutter, hvoraf to numre er instrumentale. Reelt er der 24 minutters numre. Det kan vel diskuteres, om det er nok til en udgivelse. Jeg ved godt, at det siges, at størrelsen ikke gør en forskel, men nogle gange sidder man med tanken: ’Var det det?’ Nogle gange er nummeret slut, før man næsten er kommet med ind i det. De korte numre til trods, formår bandet faktisk at lave temposkift og variation undervejs i numrene. Der bliver ikke spildt megen tid, og tomgang kan man ikke beskylde FallBrawl for at dyrke. Det har altså omvendt som konsekvens, at Pure Mayhem har et – forstået på en udpræget positiv måde – hektisk og energisk udtryk. Titlen er faktisk ganske velvalgt.
I min verden handler musik meget om at formidle en stemning – en følelse om man vil. Musik skal mærkes, og den skal være til at tro på. Navnlig de første sange på Pure Mayhem er bygget omkring aggression. Problemet er bare, at jeg ikke rigtig tror på det. Sine steder forekommer det nærmest ufrivillig komisk, f.eks. i passager i "Can You Dig It?" og "Clenched Fist".
Når bandet skruer lidt ned for aggressiviteten (det er altså relativt, det her), så går det faktisk rigtig godt. F.eks. på numre som "Stone Cold" og "Hard to Forget". Her bruges guitaren også lidt mere melodisk, og det, synes jeg, klæder musikken. Det kan muligvis tilskrives min veneration for melo-death, men det giver numrene lidt mere kant; måske næsten en egenart, der kan skille dem ud fra mængden.
Generelt er Pure Mayhem bestemt ikke dårlig, men der er meget godt i denne genre, og det forekommer, at der med fordel kan arbejdes lidt mere med udtrykket.
Officiel video til "Mayhem":
